Først og fremmest skal der lyde et stort tillykke til Hvidovre Badminton Club med DM-guldet.
Det er et virkelig flot og velfortjent resultat, som vidner om et stærkt sportsligt arbejde, stort engagement og mange frivillige kræfter, der løfter i flok.
Hvidovre Kommune har givet støtte i flere omgange
Under et interview om mesterskabet har klubbens formand, Carsten Werge, givet udtryk for kritik af kommunens vilkår for foreningen.
Det er selvfølgelig helt legitimt, at formanden deler sin mening og perspektiv, men det er samtidig vigtigt at supplere debatten med nogle fakta om kommunens støtte til HBC.
Hvidovre Kommune bakker bredt op om foreningslivet – også Hvidovre Badminton Club.
Alene i 2025 modtog HBC cirka 400.000 kroner i kommunale tilskudsmidler.
Derudover har kommunen netop ydet et tilskud på 10.000 kroner til brug for DM-finalekampene, hvor klubben vandt guld.
LÆS OGSÅ: Hvidovre Badminton Club vinder DM-guld efter vildt comeback – som formanden havde forudset
Badmintonhal stillet gratis til rådighed
Kommunen stiller desuden en komplet og velfungerende badmintonhal vederlagsfrit til rådighed for HBC.
I en tid hvor mange foreninger i Hvidovre skal deles om adgang til haller, baner og lokaler, er dette en væsentlig støtte, som giver klubben stabile og gode rammer for både bredde- og elitearbejde.
Indlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
I forhold til bemærkningerne om, at klubben selv rengør hallen, vil jeg gerne præcisere, at Hvidovre Kommune både står for vedligehold af hallen og dækker alle daglige driftsudgifter.
Kommunen rengør desuden størstedelen af hallen, herunder badmintonbaner og omklædningsfaciliteter.
Kommunens gældende retningslinjer fastslår dog, at kommunen ikke udfører rengøring i lokaler, der ikke anvendes til foreningers hovedaktiviteter – i dette tilfælde badminton.
Derfor skal HBC selv varetage rengøringen af hallens kontorer og restaurant.
Disse vilkår er ens og lige for alle foreninger, der låner kommunale lokaler i Hvidovre.
Hvidovre Kommune er stolt af HBC
Hvidovre Kommune har stor respekt for den indsats, HBC yder – både sportsligt og organisatorisk – og vi er meget stolte over at have en klub, der markerer sig helt i toppen af dansk badminton.
Kommunens opgave er at skabe fair, gennemsigtige og ensartede rammer for hele foreningslivet, og inden for de rammer støtter vi fortsat HBC og det øvrige foreningsliv i kommunen.
Endnu en gang tillykke med mesterskabet.
Lars Hørdum,
Centerchef for Kultur og Fritid
Hvidovre Kommune
LÆS OGSÅ: Idrætsforeninger føler sig holdt nede af regler og bureaukrati i Hvidovre







