HvidovreNyt har været online i godt halvandet år, men de samme spørgsmål bliver ved at komme op om Hvidovres digitale nyhedsmedie.
Så her kommer korte svar fra chefredaktør Thomas Hoffmann på de fire spørgsmål, der hyppigst popper frem.
1) Kan man læse HvidovreNyt på papir?
Nix. HvidovreNyt er kun digitalt.
Man kan altid printe artiklerne ud og læse dem.
Og hvis nogen vil lægge pengene til det, kunne man sagtens forestille sig, at man med tiden delte printede versioner ud i folks postkasser eller lagde dem et centralt sted, hvor interesserede kunne afhente dem.
Men papir er dyrt og en logistisk udfordring.
Og så har Hvidovre i forvejen papiravisen Hvidovre Avis.
2) Så meget er der vel ikke at fortælle om Hvidovre?
Jo, det er der virkelig.
HvidovreNyt kunne snildt holde 10 journalister beskæftiget med artikler om mennesker, politiske overvejelser og beslutninger, virksomheder, sportspræstationer, nye butikker og historier om byens fortid, nutid og fremtid.
Der er også masser af planer for, hvordan dit digitale nyhedsmedie skal udvikle sig. Den slags kræver også kræfter.
3) Hvorfor skal jeg betale, når jeg kan få gratis nyheder i Hvidovre Avis?
Der er forskel på, hvad du får fra Hvidovre Avis, og hvad du får fra HvidovreNyt.
Nogle af emnerne vil helt naturligt være de samme. Større er Hvidovre trods alt heller ikke.
Men mange historier ser du kun det ene sted, ikke det andet.
Og hvor der er overlap i emnevalg, vil historierne tit være udlagt forskelligt. Det kan der være mange grunde til: Arbejdsmetoder, overvejelser om målgrupper, syn på journalistik.
Jeg kan af naturlige årsager kun fortælle, hvad HvidovreNyt tager afsæt i: Klassiske journalistiske dyder om at høre begge sider af en sag, lave grundig research, skrive artikler med tilstræbt objektivitet – og også at skrive de historier, som magthavere måske helst ville have undgået eller have ud på en anden måde.
LÆS OGSÅ: Ulovlige huse opført i stribevis – med tilladelse fra Hvidovre Kommune
HvidovreNyt sætter altid sin egen dagsorden i samarbejde med brugerne, uafhængigt af for eksempel kommunale interesser.
HvidovreNyt får ingen støtte i form af annoncekroner fra Hvidovre Kommune. Det gør Hvidovre Avis.
Og så hænger endnu en del af svaret, som hænger tæt sammen med det næste spørgsmål:
4) Er det noget, du laver i din fritid?
Ha. Nej. Det er mere end fuldtid. Jeg er chefredaktør, annoncechef, ansvarlig for sociale medier og journalist i én. Den slags har man hver sin person til på de fleste andre medier.
Derfor har jeg ingen anden indtægtskilde.
Og derfor går de penge, du lægger i medlemskab, udelukkende til at holde HvidovreNyt kørende.
Heldigvis er der mange, som kan se meningen med at betale for kritisk journalistik om Hvidovre.
Og en masse gode annoncører er med til at sørge for, at der er en god, solid bund under mediet.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Det kan være, at det med tiden bliver muligt at gøre HvidovreNyt gratis for alle.
Det ville kræve en større kilde til indtægt, som for eksempel kunne være Hvidovre Kommune eller store virksomheder.
Til gengæld kunne man få sit navn knyttet til god, uafhængig lokaljournalistik, der når langt ud over Hvidovres grænser og på den måde også er med til at brande byen hos mennesker andre steder.
Følg HvidovreNyt
Følg med ved at tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev.
Eller få adgang til samtlige artikler ved at blive medlem.
Lige nu er der faktisk et helt særligt tilbud på medlemskab.
Du kan også følge HvidovreNyt på Facebook, Instagram, LinkedIn og Bluesky.





