Et kæmpe talentshow i Avedøre har sat en tyk streg under, at Hvidovre er fuld af unge, der både kan underholde og præstere, når de arbejder sammen om det.
Torsdag kunne næsten 200 begejstrede tilskuere, herunder en forælder eller to, nyde hele 27 fede optrædener med børn fra Avedøre Skoles SFO.

Børnene fra SFO Avedøre har gennem flere måneder øvet sig i at optræde med et særligt talent.
Det heldige publikum kunne høre sang og musik, se dans og opleve parkour, trylleshow og meget andet.
Også den lokale fritidsklub, Byggelegepladsen Regnbuen, deltog med en gæsteoptræden fra en dansegruppe.

Talentshow får børn til at vokse
Det store talentshow i Avedøre vakte også begejstring hos arrangørerne, SFO Avedøre.
– I en tryg pædagogisk ramme har vi skubbet til børnenes grænser, fortæller Victor Lynge til HvidovreNyt.
– Man ser tydeligt børn, som I andre kontekster kan have det rigtig svært, lykkes i dette forløb som altså kulminerede i et show, hvor rigtig mange børn brød egne grænser og oplevede succesen ved at være modige sammen.
– Det har skabt et helt unikt fællesskab på tværs af køn og alder, siger Victor Lynge fra SFO Avedøre.

Victor Lynge var arrangør sammen med to kolleger på SFO Avedøre.
Men en masse kolleger hjalp til med alt fra sceneopsætning, en bod med popcorn og kaffe, stemmeoptælling og meget andet, understreger han.
Talentshow i Avedøre blev vundet af…
For ja, publikum skulle også stemme om, hvem der havde leveret den allerbedste optræden til talentshowet.
Det havde Freja fra 3.B, som optrådte med et diabolo-show.

Samtlige 27 optrædener blev dog hyldet for mod og talent, og alle fik en unik medalje.
Det var andet år i træk, der blev afholdt Talentshow i SFO Avedøre.

Tidligere har andre børn i Hvidovre vist, at de også er seje på en scene.
Læs for eksempel om elever fra Risbjergskolen, der selv satte et stort show op i Kometen.







