Nogle opslag scroller man bare forbi. Andre når at brænde sig fast, før tommelfingeren får sendt dem videre ud i glemslen.
Sådan et opslag læste jeg i sommerferien. Det handlede om et ægtepar, der har været gift i 60 år.
Nu har manden fået demens og er visiteret til en plejebolig, mens hustruen trods kroniske smerter, fysiske begrænsninger og betydelige problemer med at gå ikke vurderes at være syg nok til selv at blive visiteret.
Samtidig er hun fortsat sin mands vigtigste omsorgsperson og livsvidne. Desværre er hun altså bare ikke syg nok til en plejebolig, men tilsyneladende rask nok til fortsat at bære ansvaret for sin demente mand.
To CPR-numre kan dække over ét liv
Familien har i månedsvis forsøgt at finde en fælles bolig tættere på parrets datter, så hun kan hjælpe dem i hverdagen.
Men fordi kun den ene ægtefælle er visiteret, har det vist sig svært at finde en bolig, hvor de kan fortsætte deres liv sammen.
På papiret kan to mennesker hurtigt blive til to CPR-numre, to skemaer og to bunker sagsakter, men i virkeligheden er de ét langt liv, flettet sammen af vaner, sorg, børn, minder og kaffekopper, der står det samme sted hver morgen.
Historien vender tilbage til mig med et spørgsmål: Hvornår ophører ægteskabets ukrænkelighed egentlig?
Maria Durhuus (S) er del af et klummehold på fire lokalpolitikere, der skriver om deres syn på lokalpolitik.
De tre andre klummeskrivende lokalpolitikere er Frida Broe (EL), Michael Sabroe (K) og Mathias Rinaldo (DD).
Forsvinder selvbestemmelsen med alderen?
Når vi bliver gift, siger vi ja til hinanden i medgang og modgang, til døden os skiller, og vi lover at følges ad, også når livet bliver svært, kroppen svigter, og den ene får brug for den anden på en helt ny måde.
Men gælder vores ja til hinanden kun, indtil kommunens visitation bestemmer noget andet?
Hvornår holder ægteskabet op med at være et anliggende mellem to mennesker og bliver til visitationskriterier, boligtyper og ledig kapacitet?
Og hvad bliver der af retten til selv at vælge, hvordan vi vil leve, hvem vi vil dele hverdagen med, og hvor vores hjem skal være?
Forsvinder selvbestemmelsen langsomt, i takt med at kroppen bliver svagere og behovet for hjælp større?
Der står trods alt ikke noget med småt i ægteskabsløftet om, at det kun gælder, så længe begge kan rummes inden for den samme kommunale kategori.
Klummen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Mangel på fantasi skiller mennesker ad
Jeg tror ikke, at nogen i kommunen står op om morgenen med et ønske om at skille ægtepar ad.
Visitatorer arbejder inden for de regler, den økonomi og de boliger, vi politisk har stillet til rådighed. Netop derfor er spørgsmålet større end den enkelte afgørelse og den enkelte medarbejder.
Det er sjældent systemets ondskab, der skiller mennesker ad. Oftere er det systemets mangel på fantasi.
Når livet kun får få hylder at ligge på, bliver selv de bedste intentioner mast ind mellem regler, økonomi og ledige kvadratmeter.
Hvilken type liv bygger vi boliger til?
Vi taler meget om, at vi lever længere, om flere ældre, flere kroniske sygdomme og et stigende behov for pleje. Men langt mindre om, hvad det egentlig er for et liv, vi bygger boliger til, når kroppen begynder at forhandle hårdere med hverdagen.
Måske fordi alderdommen altid føles som noget, der rammer nogle andre. Lige indtil den dag, hvor det er vores eget hjem, vores egen ægtefælle og vores eget liv, der skal passe ind i et skema.
For alderdommen kommer sjældent som et brat sceneskift. Den sniger sig ind med rollatoren i entréen, medicinen på køkkenbordet og de små kompromiser, der langsomt flytter rundt på et liv.
Derfor er der et langt stykke liv mellem parcelhuset og plejeboligen.
Et stykke med dårlige knæ, gode dage, medicindosetter, stædighed, kærlighed, rugbrødsmadder og behov for hjælp – men ikke nødvendigvis behov for at få hele sit liv flyttet af andre.
Alderdom kan ikke sættes på formel
Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har en færdig plan for min egen alderdom. Jeg har trods alt stadig svært nok ved at planlægge en almindelig tirsdag. Men jeg ved, at jeg gerne vil kunne vælge.
Jeg forestiller mig stadig en hoveddør, en kaffemaskine og retten til at lukke verden ude, når verden bliver for ivrig. Men også muligheden for at åbne døren og finde andre mennesker på den anden side.
At bo alene er ikke det samme som at ønske sig ensomhed. Og et fællesskab behøver ikke betyde fælles køkken, fælles morgenmad og fælles tirsdag aften med 14 andre mennesker og en aktivitetskalender, der allerede får én til at længes efter et mørkt rum.
Det er måske her, vores boligpolitiske fantasi bliver for smal.
Plads til at gå i flere retninger
Vi har tegnet alderdommens landkort med to store destinationer: Bliv boende, så længe du kan. Flyt i plejebolig, når du ikke længere kan. Men hvad med alle sidevejene?
Hvad med boliger, hvor ægtepar kan blive sammen, selvom kun den ene har behov for pleje? Hvor hjælpen kan vokse i takt med behovet? Hvor man kan være en del af noget uden at opgive retten til sig selv?
Her i Hvidovre har diskussionen om parboliger vist, hvor hurtigt manglen på muligheder bliver konkret.
Et nyt ægtepar venter på at kunne flytte sammen. En efterlevende ægtefælle bor fortsat i en parbolig. Og pludselig lyder spørgsmålet næsten ubærligt: Hvem skal vi bede om at give slip på trygheden?
For få muligheder skaber forhindringer
Det ubehagelige er, at begge behov er rigtige.
Den efterlevende ægtefælle har brug for tryghed. Det ventende ægtepar har brug for at være sammen. Ingen af dem fylder forkert.
Det er først, når mulighederne er for få, at mennesker begynder at ligne hinandens forhindringer.
For en ægtefælle er ikke bare en praktisk medfølgende person. For et menneske med demens kan ægtefællen være den sidste tråd tilbage til det liv, der langsomt trevler: stemmen, hånden og mennesket, der stadig husker, hvem man var, når man ikke længere altid selv kan.
Og den dag, den ene dør, forsvinder den efterlevendes behov for tryghed og tilhørsforhold ikke. Tværtimod.
Midt i sorgen er det næppe dér, et ældre menneske har mest overskud til at pakke sit liv i flyttekasser, forlade sit netværk og begynde forfra.
LÆS OGSÅ: De konservative vil ikke tale om (u)tryghed. Men det vil jeg
Vi skal have andet end plejeboliger til ældre i Hvidovre
Vi taler meget om en værdig alderdom, og den rækker langt ud over hjælp til bad, medicin og måltider.
Det er også at kunne bevare de relationer, der har båret én gennem livet, og det er også retten til privatliv uden ensomhed, fællesskab uden tvang og hjælp uden først at skulle give afkald på sit hjem eller sin ægtefælle.
For boligpolitik bliver aldrig kun mursten og kvadratmeter; det er også spørgsmålet om, hvor længe vi får lov til at blive mennesker med en hoveddør, et hjem og nogen at høre sammen med.
Vi siger ja til hinanden i medgang og modgang, til døden os skiller.
Kommunen skal ikke holde det løfte for os, men boligpolitikken må heller ikke gøre det umuligt for os at holde det selv.
Kommunen skal ikke bevilge kærlighed, men den skal bygge plads til den.
Af Maria Durhuus (S)
LÆS OGSÅ: Borgmester: Nu får vi styr på byudvikling i Hvidovre
