Hvidovre har meget at være stolt af.
Vores erhvervsliv består af mange dygtige virksomheder, der hver dag skaber arbejdspladser, innovation og vækst.
Samtidig har vi attraktive erhvervsområder og en beliggenhed, som de fleste kommuner kun kan misunde os.
Vi ligger få minutter fra København, har direkte adgang til motorvejsnettet, kort afstand til Øresundsbroen og Københavns Lufthavn.
Det er svært at forestille sig en bedre placering for virksomheder med nationale og internationale ambitioner.
Det er derfor heller ikke tilfældigt, at en række stærke virksomheder allerede har valgt Hvidovre som base. Dem skal vi værne om og skabe de bedst mulige rammer for.
Alligevel er der grund til eftertanke.
Hvidovre Kommune tjener under gennemsnittet på virksomheder
Nye tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at Hvidovre kun modtager 2.215 kroner i selskabsskat pr. indbygger.
Det er under landsgennemsnittet på 2.575 kroner.
Til sammenligning ligger Billund (Lego) i top med 21.200 kroner pr. indbygger, mens Gladsaxe, Ballerup og Gentofte også ligger markant højere.
Selskabsskatten fortæller ikke hele historien om et erhvervsliv, men er en vigtig indikator på, hvor meget virksomhederne bidrager med i kommunen og viser, at Hvidovre har et betydeligt uudnyttet potentiale.
Vi skal naturligvis fortsat værne om de virksomheder, der allerede har valgt Hvidovre. De fortjener gode rammevilkår, hurtig sagsbehandling og en kommune, der ser erhvervslivet som en samarbejdspartner.
Men vi skal også være mere ambitiøse.
Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Flere borgere er ikke nødvendigvis lig med flere penge
I Hvidovre synes vi at lide under den misforståelse, at flere borgere er lig flere penge, men borgere kommer både med indtægter og udgifter.
Hvis vi ønsker flere penge til vores skoler, daginstitutioner, ældrepleje, kultur, idræt og den grønne omstilling, duer det ikke med besparelser eller højere skatter.
Vi skal skabe et stærkere skattegrundlag gennem flere virksomheder med høj værdiskabelse.
Det kræver, at vi tænker strategisk om vores erhvervsområder.
Vi skal sikre plads til virksomheder og videns intensive arbejdspladser, der kan udnytte Hvidovres unikke placering.
Samtidig skal vi arbejde målrettet med byudvikling, erhvervsservice og infrastruktur, så Hvidovre bliver et naturligt valg, når virksomheder skal placere deres næste afdeling eller investere i nye faciliteter.
Ny udvalg i kommunen bør have ambitioner
Det er derfor også positivt, at Hvidovre med den nye kommunalbestyrelse har etableret et Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalg. Det sender et vigtigt signal om, at erhvervsudvikling prioriteres højere end tidligere.
Men et nyt udvalg skaber ikke i sig selv vækst, og pt har fokus været beskæftigelse, men hvilke konkrete resultater forventer vi at skabe for virksomhederne?
Skal det være lettere at drive virksomhed i Hvidovre?
Har vi tiltrukket nye investeringer, flere arbejdspladser eller virksomheder med høj værdiskabelse?
Vi må have en ambition om målbare resultater.
LÆS OGSÅ: Virksomheder bliver mere og mere tilfredse med Hvidovre – men…
Hvidovre bør som minimum ligge over gennemsnittet
Som socialliberal ønsker jeg, at Hvidovre udarbejder en ambitiøs erhvervsstrategi med klare mål for tiltrækning af virksomheder, udvikling af vores erhvervsområder og vækst i selskabsskattegrundlaget.
Vi bør have modet til at sætte et konkret mål om som minimum at bringe Hvidovre over landsgennemsnittet i selskabsskat pr. indbygger.
Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Men med en langsigtet strategi, et tæt samarbejde med erhvervslivet og modet til at tænke større skal vi udnytte de muligheder, som vores placering giver os.
Flere succesfulde virksomheder betyder ikke blot flere arbejdspladser. Det betyder også flere ressourcer til den velfærd, som vi alle ønsker fortsat at kunne tilbyde.
Hvidovre har alle forudsætningerne for at blive en endnu stærkere erhvervskommune.
Vh Brian Køster, kommunalbestyrelsesmedlem (Radikale Venstre)





