Bør Hvidovre tilbyde telefonhjælp i form af en solsikkelinje til borgere med usynlige handicap, når de ringer ind til kommunen?
I Sønderborg har Venstre for nylig stillet et forslag om at etablere en særlig telefonlinje, der skal støtte borgere med usynlige handicap som angst, PTSD og kognitive udfordringer.
Forslaget har allerede skabt debat i byrådet og sat fokus på en gruppe mennesker, som ofte har svært ved at finde vej i det offentlige system.
Mange i Hvidovre kæmper med usynlige udfordringer
Hos Venstre Hvidovre mener vi, at det er et initiativ, der er værd at lade sig inspirere af.
Mange borgere i vores kommune kæmper med usynlige udfordringer, som ikke nødvendigvis ses ved første øjekast – men som har stor betydning for hverdagen.
Det kan handle om alt fra at forstå breve fra det offentlige til at finde den rette indgang til hjælp og støtte.
Solsikkelinje kan skabes med omprioritering
En telefonlinje – en såkaldt “solsikkelinje” – kunne være et lavpraktisk, men vigtigt redskab for netop disse borgere.
En tryg og tillidsfuld kontaktflade, bemandet af medarbejdere med særlig viden og forståelse for usynlige handicap, kan gøre en mærkbar forskel.
Vi forestiller os ikke et stort og dyrt apparat, men en løsning, der med de nuværende ressourcer kan etableres gennem omorganisering og prioritering.
For os handler det om inklusion, respekt og lige adgang til hjælp – også når behovet ikke umiddelbart er synligt.
Martin Eskildsen, borgmesterkandidat, Venstre Hvidovre
LÆS OGSÅ: Er det virkelig et handicap i længdespring at mangle en hånd?











