Fire store områder i Hvidovre bør grundlæggende tænkes forfra.
Det kan skabe flere lokale fællesskaber, få flere hvidovregensere til at bevæge sig og samtidig binde de meget opdelte områder af Hvidovre tættere sammen.
Sådan lyder anbefalingen i en ny, stor facilitetsanalyse fra DGI Storkøbenhavn, bestilt af Hvidovre Kommune.
– DGI har gjort et virkelig godt arbejde. De har skabt et overblik samtidig med, at de peger på en lang række potentialer, siger borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF).
Ifølge DGI Storkøbenhavn bør politikerne især rette fokus mod fire steder i tæt dialog med foreninger, skoler og øvrige brugere.
1) Byg et nyt idrætscenter i Præstemosen
Området omkring Præstemoseskolen, Præstemosebadet og Præstemosehallen fremstår i dag som tre selvstændige og lukkede områder, hvor eksempelvis skole, badmintonhal og friluftsbad ikke hænger sammen.

Et nyt idrætscenter i mere åbne omgivelser med en større hal og en opgradering af boldarealerne med kunstgræs ville både skabe mere plads til idrætten i Hvidovre, gavne skolen og samtidig skabe et stærkt, lokalt samlingspunkt i Hvidovre Nord.
Planen kræver, at friluftsbadet i Præstemosen bliver fjernet. I stedet skal tilsvarende funktioner oprettes i Hvidovre Havn.
DGI peger på to skoler som inspiration: Kalvebod Fælled Skole i København og Islev Skole i Rødovre.
2) Skab et nyt søbad og liv på Havnen
Havnen bør være et samlingssted for foreninger, friluftsliv, vandaktiviteter, motion og fællesskaber, skriver DGI i sin analyse.
Ét af grebene er at udvide vinterbadet og skabe en moderne udgave af det historiske søbad, der forsvandt i en storm i 1939. Det skal give muligheder for sommersvømning, vinterbadning, saunaaktiviteter og open water-svømning.

løbet af sommeren. (Foto: Arkiv.dk via DGI’s facilitetsanalyse)
Et andet greb er at udnytte faciliteterne på Havnen bedre.
Foreningslokaler ”har en del tomgang” i dagtimerne på hverdage. Ungdomsskolen og Quark har tomgang i de sene eftermiddagstimer, aftener og weekender.
Hvis samarbejdet om faciliteterne kunne blive bedre, ville det frigøre plads til flere foreninger, medlemmer og skolebørn.
Havnen bør også have en større “trailcenter”-funktion til gavn for vandrere, løbere og cyklister, inklusive triatleterne, der bor på Havnen.
Der kunne være markerede og opmålte ruter med forskellige distancer og formål, servicefunktioner som toiletter, cykelværksted og opladningsmulighed til elcykler.
Man bør også overveje et overdækket område i tilknytning til en café, et legeområde og et fitness-anlæg.
DGI peger på to steder til inspiration: Havkraft i København og Hindsgavl Aktivitets- og naturcenter.
3) Få Avedøre Idrætscenter til at hænge sammen med lokalområdet
Avedøre Stationsby er i dag opdelt efter funktioner, og det lokale idrætscenter fungerer ikke rigtigt som et mødested.
Man kunne vælge en lille løsning for at ændre billedet.
Man kunne forbedre ankomstforholdene, bruge udearealerne aktivt og skabe stærkere forbindelser mellem idrætscentret og eksempelvis Store Hus, bibliotek, ungdomsskole og fritidsklub, så stedet kan blive et stærkere samlingspunkt for hele bydelen.

DGI peger dog også på en stor løsning.
En ”aktivitetsrambla” mellem idrætscentret og Store Hus, der skaber en sammenhæng og knytter alle aktiviteterne til hinanden.
Som inspiration fremhæver DGI to projekter i København: Området ved Nørrebrohallen og de rekreative områder omkring Sønder Boulevard.
4) Overvej et vandkulturhus i Frihedens Idrætscenter
Alt for få har ifølge DGI gavn af det store idrætscenter med blandt andet svømmehal, isbaner og cafeteria indenfor og en boldbane og et styrketræningsområde udenfor.
Centret er bygget i en anden tid og består af mange knopskydninger. Det bør der komme styr på.
Kommunen bør i det mindste overveje at knytte inde- og udearealer tættere sammen.

Stedet har et stort potentiale, som kunne udnyttes ved eksempelvis at skabe et nyt vandkulturhus.
Det kunne kobles til en ishal for at skabe energioptimering. Dermed ville det ikke bare skabe flere tilbud til hvidovregenserne, men også gavne klima og økonomi.
DGI nævner også, at udearealerne ret enkelt kunne udvikles med nye idrætsfaciliteter, der ikke eksisterer i Hvidovre i dag, for eksempel padeltennis.
– En overdækning, som muliggør træning året rundt, bør også overvejes, lyder det i analysen.
DGI peger på to haller som inspiration: Hafnia-Hallen i Valby og ét af landets største idrætsanlæg, Sportscenter Danmark/Vejen Idrætscenter.
Flere faciliteter bør ligge ved Hvidovres skoler
DGI’s analyse bekræfter desuden, hvad mange godt ved i forvejen: Der er et stort pres på byens haller og kunstgræsbaner, der bliver flittigt brugt af Hvidovres mange foreninger.
Derfor er anbefalingen, at kommunen bygger flere haller og udnytter de nuværende bedre. Det samme gælder for byens kunstgræsbaner.

Politikerne bør samtidig have med i baghovedet, at nye faciliteter helst skal placeres tæt på dem, der har brug for dem.
Som eksempel bliver det nævnt, at kunstgræsbanerne i Avedøre ligger langt væk for flere af byens foreninger.
I fremtiden bør faciliteter blive placeret tættere på skoler og institutioner, hvor foreninger, skoler og lokalmiljø kan bruge dem i løbet af dagen.
Opdelte Hvidovre skal samles om idræt
Det er en præmis i DGI’s analyse, at hvidovregensere skal have bedre mulighed for at dyrke idræt i deres eget lokalområde og samtidig kan mødes lidt mere på kryds og tværs.
Hvidovre er nemlig meget opdelt af blandt andet motorveje, og især børn og ældre bevæger sig lige nu ikke særlig meget på tværs i byen, lyder det i analysen.

Den pointe kan formand for Kultur- og Fritidsudvalget i kommunen, Mikkel Dencker (DF), godt følge.
– Faciliteter handler ikke kun om bygninger. De handler mindst lige så meget om at skabe bedre forudsætninger for, at flere hvidovreborgere kan være aktive sammen i deres hverdag.
– Det er vigtigt, at byens borgere har god adgang til at dyrke forskellige idrætter, ligegyldigt hvor de bor i byen.
– Derfor synes jeg, analysen rummer en række interessante elementer, siger Mikkel Dencker.
Facilitetsanalyse påvirker ikke Idrætsvisionen
Borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen understreger, at facilitetsanalysen på ingen måde erstatter kommunens store og omdiskuterede plan, Idrætsvisionen, til 300 millioner kroner.
Idrætsvisionen omfatter blandt andet et nyt Hvidovre Stadion, nye atletikfaciliteter og nye kunstgræsbaner ved Langhøjskolen.
– Facilitetsanalysen skal mere ses som en slags inspirationskatalog, der kan spille sammen med Idrætsvisionen, lyder det fra borgmesteren.
Socialdemokratiet har tidligere hos HvidovreNyt argumenteret for at afvente facilitetsanalysen, før Hvidovre Kommune satte gang i sin omfattende idrætsvision for byens faciliteter.
Det Konservative Folkeparti har hos HvidovreNyt decideret argumenteret imod at bruge 875.000 kroner på DGI’s analyse.
LÆS OGSÅ: Hård kritik af idrætsvision i Hvidovre: Lukket og langsom proces skaber længere ventelister
Læs hele artiklen nu
Få fri adgang til Hvidovrenyt i en hel måned for kun 29 kroner!
KLIK HER





