Fem mænd er ved Retten i Glostrup blevet dømt for grov vold med døden til følge – én af de dømte deltog slet ikke i den voldsomme forbrydelse.
Alligevel får alle fem mænd samme fængselsdom på 5 måneder og 11 måneder.
– Retten udmålte en markant straf til alle fem tiltalte – selvom de havde forskellige roller i volden, og selvom én af de tiltalte ikke udøvede vold.
– Dette viser, at man risikerer at blive straffet for vold, hvis man ikke aktivt tager afstand, konstaterer specialanklager Rasmus Kim Petersen i en pressemeddelelse fra Københavns Vestegns Politi.
To af de dømte er desuden blevet udvist af Danmark for bestandigt.
Tre af de dømte har anket dommen, mens de to andre har taget betænkningstid, lyder det i pressemeddelelsen.
Voldsomt forbrydelse fandt sted på Avedøre Holme i 2023
Forbrydelsen fandt sted 2. oktober 2023 på Avedøre Holme.
Den 21-årige var blevet kidnappet til en parkeringsplads i industriområdet, hvor han blandt andet blev slået, sparket og trampet i hovedet.
Den ”omfattende vold” betød, at manden først blev erklæret hjernedød på hospitalet og senere døde af sine kvæstelser.
To af de mistænkte flygtede til udlandet. Ifølge BT har politiet tidligere oplyst, at telefonoplysninger antydede, at de var flygtet til henholdsvis Tyskland og De Forenede Arabiske Emirater.
Ifølge politiet vendte den ene selv tilbage til Danmark og meldte sig. Den anden blev anholdt i udlandet og udleveret til Danmark.
En række voldssager i Hvidovre for tiden
I øjeblikket er flere sager om vold eller drab i Hvidovre enten ved at blive efterforsket eller står for at skulle for retten.
I september 2024 kørte en mand ind i et felt af cykelryttere. Mandens sag skal for retten til marts.
I oktober 2024 blev to mænd hugget ned med machete i Avedøre. Retssagen mod fire unge starter til september.
I januar blev en mand stukket ned i en lejlighed på Arnold Nielsens Boulevard. En mistænkt sidder varetægtsfængslet. Den sag kommer du til snart at høre mere om hos Risbjerg & Co.
Så sent som mandag blev en 30-årig stukket ned ved VUC ved Åmarken Station – i øvrigt tæt på en gruppe politikere, heriblandt justitsminister Peter Hummelgaard (S).











