Hvidovres idrætsfaciliteter er blandt de dårligste i landet ifølge en ny undersøgelse fra Danmarks Idrætsforbund (DIF).
DIF har spurgt foreninger om deres holdninger til idrætten i byen.
Svarene er parret med objektive data om for eksempel penge brugt på idræt i hver af landets kommuner, minus de fem mindste ø-kommuner.
Hvidovres idrætsfaciliteter rangeret syvendedårligst
Undersøgelsen placerer Hvidovres idrætsfaciliteter på en 86.-plads ud af 93 mulige.
Faciliteterne bliver altså vurderet som de syvendedårligste i den landsdækkende undersøgelse.
Det er især udbuddet og kvaliteten af faciliteterne, der trækker bedømmelsen ned.
Omvendt bliver Hvidovre bedømt fint, når man ser på økonomi og idrætspolitik, herunder penge brugt på idrætsområdet.
Her ligger kommunen nr. 25. Andre vestegnskommuner som Ishøj, Brøndby og Vallensbæk ligger højere.

Hvidovres idrætsfaciliteter trækker det samlede billede ned
DIF har rangeret landets kommuner ud fra 20 forskellige parametre inden for fire hovedområder: Frivillige, faciliteter, medlemmer og økonomi/idrætspolitik.
Inden for de tre andre kategorier placerer Hvidovre sig sådan her:
1. Frivillige: 55.-plads.
Især en forholdsvis lav andel af frivillige i forhold til indbyggere trækker ned. Oplevelsen af, om kommunen anerkender frivillige, scorer højest, men rækker kun til en 45.-plads.
2. Medlemmer: 49.-plads.
Især andelen af medlemmer i forhold til indbyggere trækker ned. Oplevelsen af, hvor meget kommunen understøtter foreningen trækker op.
LÆS OGSÅ: Regler og puljer til frivillige foreninger i Hvidovre bliver måske lavet om
3. Økonomi/idrætspolitik: 25.-plads.
Især driftsudgifter – penge brugt på idrætsområdet – trækker op og er i top-10. Foreningernes oplevelse af samarbejdet med kommunen trækker ned.
Du kan selv dykke ned i flere tal og detaljer i DIF’s Kommuneundersøgelse 2025.
Kommunen har fokus på Hvidovres idrætsfaciliteter
Hvidovre Kommune har for nylig sat gang i en større analyse af idrætsfaciliteterne i byen.
Samtidig har et flertal i kommunalbestyrelsen lanceret en såkaldt idrætsvision til mere end 300 millioner kroner.
Den skal blandt andet opgradere faciliteter i byen.
LÆS OGSÅ: Stop risikabel idrætsvision i Hvidovre – gør plads til foreninger, fornuft og faglig viden
Hvidovre rykker frem på den samlede liste
På tværs af alle parametre ligger Hvidovre på 61.-pladsen blandt de 93 kommuner, altså i nederste halvdel.
Det er trods alt en fremgang i forhold til 2021, hvor undersøgelsen senest blev lavet. Da lå Hvidovre helt nede som nr. 85.
De bedste placerede byer i undersøgelsen ligger alle i Jylland.
Det er fra toppen Skive, Vesthimmerland, Herning, Billund og Varde. Alle fem bliver bedømt til at ligge i top-10 over de bedste faciliteter i Danmark.

Ishøj og Brøndby ligger også i top-10.
På et kort lavet af DIF kan du se samtlige kommuners placeringer.
Undersøgelse timet som oplæg til valgkampen
I undersøgelsen skriver DIF, at den samlede rangering ikke er undersøgelsens vigtigste formål.
Undersøgelsen skal derimod ses som ”et redskab til de enkelte kommuner, hvor man kan få indblik i områder, hvor kommunen klarer sig godt, og områder hvor der er potentiale for forbedring”.
Undersøgelsen lander naturligvis lige nu, fordi der er et kommunalvalg lige rundt om hjørnet.
– Foreningslivet spiller en stor og positiv rolle i rigtig mange menneskers liv, og derfor er det vigtigt, at idrætsforeningerne har gode vilkår og rammer, mener formand for DIF, Hans Natorp.
– Den opfattelse deler jeg nok med de fleste kandidater, og jeg håber, at vores undersøgelse kan blive startskuddet til gode og konstruktive debatter om nye tiltag og visioner for idrætsområdet, lyder det.
Sådan blev undersøgelsen lavet
Undersøgelsen bygger på resultaterne fra en spørgeskemaundersøgelse blandt idrætsforeningerne under DIF, DGI og Firmaidrætten samt data fra Danmarks Statistik, det Centrale Foreningsregister og Lokale- og Anlægsfonden/Idrættens Analyseinstitut.
I maj 2025 udsendte DIF et spørgeskema til alle idrætsforeninger under DIF, DGI og Firmaidrætten.
Spørgeskemaet blev sendt til 10.805 foreninger med en samlet svarprocent på 27,2% (2.942 foreninger).
Til sammenligning lå svarprocenten i 2021 på 23,2%.
I Hvidovre var svarprocenten i 2025 oppe på hele 35%.
Svarprocenten er højere blandt de større foreninger, lavere blandt de mindste.
Læs mere om undersøgelsens metode og design hos DIF.
LÆS OGSÅ: Hvidovre skal have en foreningsvision for fællesskabet i foreninger uden fokus på medaljer













