Den seneste tid har flere historier i de lokale medier haft et fælles omdrejningspunkt: Borgere, beboere i boligforeninger, frivillige foreninger og andre lokale grupper giver udtryk for, at de ikke føler sig hørt.
Svaret fra politikere eller embedsmænd lyder ofte nogenlunde sådan:
“Vi lytter skam.”
Jeg er ikke i tvivl om, at det ofte er sagt i bedste mening.
Alligevel får det mig til at tænke på det gamle filosofiske spørgsmål:
Hvis et træ vælter i skoven, men ingen hører det, har det så lavet en lyd?
Forskel på at blive inviteret og få reel indflydelse
Jeg ved ikke, hvad det rigtige svar er, men spørgsmålet peger på noget væsentligt:
Hvis vi kommunikerer, men ingen oplever at blive hørt, har vi så kommunikeret?
For måske er problemet ikke kun, om der bliver lyttet, men at afsenderen vurderer kommunikationen ud fra sin egen intention, mens modtageren vurderer den ud fra sin oplevelse.
Borgermøder, høringsbreve og dialogprocesser kan se flotte ud på papir. Men lokalt i Hvidovre har vi efterhånden flere eksempler på, at der er stor forskel på at blive inviteret ind i et lokale og faktisk få indflydelse på det, der besluttes.
Flere eksempler på overhørte borgere
I Grenhusene står beboere med udsigten til en omfattende renovering og markante stigninger i husleje og omkostninger.
Og når de protesterer eller udtrykker bekymring, lyder svaret, at der har været dialogmøder.
Men dialogmøder betaler ikke huslejen. Og hvis beboernes bekymringer ikke kan ændre retning, økonomi eller tempo, bliver dialogen hurtigt reduceret til et flueben i en procesplan.
Sagen om Hvidovre Trail peger på noget af det samme.
En lille lokal forening får en million kroner til et projekt, der burde være en oplagt fortælling om frivillighed, fællesskab og bevægelse.
Men pludselig fylder processer, driftsskøn, notater og bureaukrati så meget, at selve ideen drukner.
Borgere blev tromlet med robotstøvsugere
Når fakta forsvinder i systemets græs, og de frivillige må bruge kræfterne på at forklare sig frem for at skabe noget, så er der noget galt.
Og hvem husker ikke sagen om robotstøvsugerne i ældreplejen, hvor ældre borgere på kort tid blev visiteret til teknologi i stedet for praktisk hjælp?
For nogle kan en robotstøvsuger sikkert være fin, men når valget opleves som robot eller ingenting, er det ikke længere bare velfærdsteknologi.
Så bliver det et spørgsmål om værdighed, tryghed og retten til ikke at blive effektiviseret ud af sin egen hverdag.
Klummen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev. Så kan du følge med i al debatten:
Ny tendens: Ingen politiske svar
I de senere år har vi også set en anden tendens: Når borgere råber op, kommer svaret ikke altid fra de politikere, borgerne har valgt, men fra forvaltningen. Ofte i form af en direktør, en chef eller et administrativt svar, der forklarer proces, lovgrundlag og tidligere dialog.
Men så melder spørgsmålet sig: Er det politikerne, der lytter, eller er det embedsværket, og hvem beslutter i sidste ende, hvad der tæller som noget, man har lyttet til?
For borgerne stemmer ikke på en direktør.
De stemmer på politikere, og derfor bliver det et demokratisk problem, når et borgeropråb bliver mødt med et administrativt svar, mens det politiske ansvar trækker sig tilbage i kulissen.
Politikere skal ikke gemme sig bag forvaltningen
Forvaltningen skal selvfølgelig oplyse, forklare og sikre faglighed.
Men det er politikerne, der må stå på mål for, om borgernes bekymringer får reel betydning, eller om de blot bliver parkeret som endnu et bilag i sagen.
For hvis politikerne gemmer sig bag forvaltningens vurderinger, og forvaltningen gemmer sig bag politiske beslutninger, hvem har så modet til at tage ansvaret over for borgerne?
Eller hvis mennesker bagefter går hjem med følelsen af, at beslutningen allerede var truffet, eller at deres bekymringer aldrig reelt blev taget alvorligt, opstår der et problem.
Oplevelsen af at blive hørt er vigtig
Jeg tror ikke nødvendigvis, at nogen har handlet i ond tro, men oplevelsen af at blive hørt, tror jeg, er mindst lige så vigtig som muligheden for at tale.
Derfor tror jeg, vi nogle gange stiller det forkerte spørgsmål, når vi spørger:
“Har vi givet borgerne mulighed for at komme til orde?” og ikke:
“Hvordan ved vi, at borgerne oplevede, at vi lyttede?”
Hvorfor bliver borgere i Hvidovre inviteret til dialog?
Måske er der også et andet spørgsmål, vi bør stille os selv:
Inviterede vi til dialog, fordi vi ønskede at høre noget nyt, eller fordi vi ønskede at kunne sige, at vi havde lyttet?
Det er et vigtigt spørgsmål, fordi der er en kæmpe forskel på en samtale og en kulisse.
Borgere, der stiller op for en sag, kan som regel godt mærke forskellen. For de kan mærke, om der reelt er plads til, at synspunkter kan flytte noget, og om der er et åbent rum for uenighed, nye perspektiver og kritik.
Eller var dagsordenen allerede skrevet, konklusionerne trukket op, og dialogen blot et nødvendigt stop på vejen mod den beslutning, der alligevel ville blive truffet?
Kommunikation er også det, der bliver modtaget
Det er ikke altid af ond vilje, for nogle gange sker det måske, fordi systemer er travle, processer er fastlagte, og beslutninger skal træffes.
Men resultatet kan blive det samme:
Mennesker går hjem med oplevelsen af at have talt – uden at være blevet hørt.
For kommunikation er ikke kun det, vi sender, men også det, der bliver modtaget.
Og lytning er ikke kun det, vi siger, vi gør. Men også det, andre oplever, at vi gør.
Det gælder i familier, på arbejdspladser, i foreninger og i politik.
LÆS OGSÅ: Frivillighedens iltsvind
Mangel på lytten går ud over tilliden
Hvis mennesker igen og igen fortæller os, at de ikke føler sig hørt, er det måske mindre interessant at forklare dem, at vi faktisk lyttede, og mere interessant at undersøge, hvorfor de ikke oplevede det.
Hvis et træ vælter i skoven, og ingen hører det, kan vi diskutere filosofi. Men hvis borgere råber op, og ingen føler sig hørt, handler det ikke om filosofi. Så handler det vel om tillid?
Og tillid opstår sjældent, fordi mennesker får lov til at tale. Den opstår, når mennesker oplever, at nogen faktisk lytter.
Har borgere i Hvidovre reel mulighed for at deltage?
Derfor bør vi lokalt ikke kun spørge, om borgerne blev inviteret.
Vi bør også spørge, om rammerne gav dem en reel mulighed for at deltage, blive taget alvorligt og påvirke det, der skulle besluttes.
For det er først dér, dialog bliver til mere end en formalitet, og først dér, borgerne faktisk bliver hørt.
For hvis et træ vælter i Hvidovre, er spørgsmålet ikke kun, om nogen hørte det. Men hvem der tager ansvaret for at lytte.
LÆS OGSÅ: Maria Durhuus bliver klummeskribent hos HvidovreNyt: ”Vi mangler folkets stemme i demokratiet”
