Når vi som forældre siger, at der mangler ressourcer, er det ikke brok eller en klagesang – det er et råb om hjælp på vegne af vores børn.
Vi beder vores lokalpolitikere om at se virkeligheden i øjnene og anerkende konsekvenserne af de underinvesteringer, der er foretaget gennem flere år.
Virkeligheden strider mod politikernes vision
I kommunalbestyrelsens egen vision lyder det, at “Med omtanke for det enkelte menneske og den generelle velfærd skal Hvidovre Kommune være børnenes og familiernes by med udfordrende tilbud om læring…”
Ordene klinger desværre hult, når man har børn i skolealderen.
Vi er en stor flok forældre fra Risbjergskolen, der dagligt oplever, hvordan alt for få ressourcer betyder, at vores børn ikke mødes med udfordrende læringstilbud, men det modsatte.
Vores børn går på en skole med fantastiske lærere og pædagoger, der brænder for deres fag og for at gøre en forskel.
Men rammerne giver ganske enkelt ikke mulighed for den udviklende og nærværende undervisning, som alle børn har krav på.
Børn i mistrivsel er et dagligt syn på Risbjergskolen
I flere af skolens klasser sidder der over 25 børn, herunder elever med diagnoser og andre udfordringer såsom autisme, ADHD, angst og høj begavelse.
Med de få ressourcer, der er til rådighed, er det ikke muligt både at støtte, slukke brande og hjælpe fællesskabet på én gang.
Det betyder de facto, at både de børn, der har brug for støtte, og de andre i klassen bliver tabt. Og opgaven med at lave en spændende undervisning bliver meget svær.
Det er hverken fair for børnene eller medarbejderne.
Vi ser hver dag børn, der mistrives, børn der ikke kan afleveres om morgenen, og børn der mister både modet og glæden ved at gå i skole, fordi de ikke bliver mødt der, hvor de er.
LÆS OGSÅ: Flere børn med diagnoser kan udfordre skolerne i Hvidovre
Frustrerende melding: Ingen børn på Risbjergskolen har udfordringer
Det mest frustrerende er, at vi som forældre får at vide, at “der ikke er børn med udfordringer på Risbjergskolen”.
Det har nuværende politikere direkte sagt til forældrerepræsentanter fra skolebestyrelsen som argument for, hvorfor netop vores skole skal have færre midler end andre skoler i kommunen.
Den tidligere budgettildelingsmodel var efter kommunalbestyrelsens mening ikke skæv nok – den skulle laves endnu mere skæv.
LÆS OGSÅ: Sara Benzon: Færre penge til visse skoler er en politisk prioritering
Det er derfor ikke noget nyt, at Risbjergskolen har færre penge pr. klasse end andre skoler. Men nu er der blevet flyttet så mange penge til andre skoler, at rammerne for god undervisning ikke længere er til stede.
Færre penge sætter sig tydelige spor hver dag på Risbjergskolen
Forskellen i ressourcer taler sit eget tydelige sprog.
Den skole i kommunen, der har flest penge pr. klasse, har 210.000 kr. mere pr. klasse pr. år at drive skole for end Risbjergskolen.
Det betyder forskel på to-lærer-ordninger, på støttepersoner – kort sagt forskel på, om børn trives og lærer, eller om de sakker bagud.
Og vigtigst af alt, det er en forskel, som vores børn mærker hver eneste dag.
Ressourcestærke forældre kan ikke hjælpe i skoler og institutioner
Vi hører, når politikerne siger, at fordelingen af midler sker “med åbne øjne”, fordi børnene på Risbjergskolen kommer fra ressourcestærke hjem.
Utilstrækkelige læringsmiljøer og børn, der mistrives, kan bare ikke løses alene med ressourcestærke forældre.
Vores børn er i skolen og i fællesskaberne seks timer om dagen og bagefter i SFO og klub.
Det er derfor for letkøbt, at politikerne lægger ansvaret for trivsel i klassen og læring over på “de ressourcestærke familier”, som ikke har mulighed for at bruge de ekstra ressourcer i de timer om dagen, hvor der er særligt brug for det.
Læserbrevet fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Opråb: Gør op med årelange underinvesteringer på Risbjergskolen
Vi peger ikke fingre ad lærerne og pædagogerne. Det her handler om rammer. Og rammerne er, som de er nu, simpelthen ikke gode nok på Risbjergskolen.
Når vi som forældre siger, at der mangler ressourcer, er det ikke brok eller en klagesang – det er et råb om hjælp på vegne af vores børn.
Vi beder vores lokalpolitikere om at se virkeligheden i øjnene og anerkende konsekvenserne af de underinvesteringer, der er foretaget gennem flere år.
Vi beder jer leve op til jeres ansvar og sikre, at Risbjergskolen igen får rammerne, der muliggør, at skolen succesfuldt kan løse sin opgave.
Der er børn med udfordringer på Risbjergskolen. Der er børn, der mistrives. Og der er børn, der ikke får undervisning, der passer til deres niveau.
Der er lærere og pædagoger, der er ved at knække, fordi de ikke kan give den undervisning, de brænder for.
Vi afslutter med det helt åbenlyse: Hvis vi ikke investerer i børnene nu, betaler vi alle prisen senere.
Med håbet om at blive hørt,
Kontaktforældre fra 28 klasser på Risbjergskolen
LÆS OGSÅ svar til forældrene fra udvalgsformand Sara Benzon (SF)











