Mange tak til Karin Kofod for at levere sit syn på begivenhederne på valgnatten.
Karins version er mere retvisende end borgmesterens, som har påstået, at Socialdemokratiet på valgnatten afviste at deltage i en bred konstituering, hvilket ikke passer.
Efter at have læst Karins indlæg sidder jeg alligevel tilbage med en fornemmelse af, at hun må have et særligt behov for at gøre Socialdemokratiet til skurken i sin fortælling for at kunne forsvare sin konstituering med Dansk Folkeparti og de øvrige blå partier overfor sit røde bagland, som jeg tillader mig at gætte på ikke er så begejstrede for hendes aftale.
Ingen er mere ansvarlig for splittet rød blok end Enhedslisten
Karin har igennem længere tid skældt ud på Socialdemokratiet, som hun har beskyldt for at være ansvarlig for den manglende samling, som enhver kan se, der har været i rød blok i Hvidovre de sidste fire år.
Sandheden er imidlertid, at ingen er mere ansvarlig for dette end Enhedslisten.
På valgnatten i 2021 leverede Karin Kofod nemlig det afgørende mandat til den konstitueringsaftale, der med blå stemmer gjorde en SF’er til borgmester og satte Socialdemokratiet uden for indflydelse.
LÆS OGSÅ svar på dette debatindlæg: Karin Kofod: Har været ret klar om vores forventninger til den røde linje
Enhedslistens samarbejde med Dansk Folkeparti er et løftebrud
Argumentet var, at Socialdemokratiet tidligere havde samarbejdet med Dansk Folkeparti, hvilket Enhedslisten og SF aldrig ville gøre.
Det løfte til deres egne vælgere blev så alligevel brudt i en sen nattetime i sidste uge.
Så det ville ærligt talt klæde Karin at se lidt mere kritisk på sit eget partis rolle i stedet for sine vedvarende udfald mod Socialdemokratiet.
SF rakte ud efter borgmesterposten, før valgresultatet var klart
Men det er rigtigt, som Karin skriver, at Socialdemokratiet tidligt på valgaftenen, hvor valgresultatet endnu ikke var kendt, takkede nej til at forhandle om en rød konstituering.
Ønsket kunne ikke imødekommes, dels fordi Socialdemokratiet havde givet tilsagn om at forhandle med nogle partier, som igennem længere tid havde vist væsentlig mere forståelse for Socialdemokratiets synspunkter, end SF havde vist os de sidste fire år.
Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Men et særskilt problem udgjorde det også, at de to repræsentanter fra SF (som ikke inkluderede borgmesteren) stillede med et ultimativt krav om, at SF skulle have borgmesterposten.
Og det vel at mærke på et tidspunkt på valgaftenen, hvor det endelige resultat, hvor SF overhalede Socialdemokratiet, ikke var kendt.
Herefter fik Socialdemokratiet ikke flere invitationer fra SF og Enhedslisten.
Den såkaldte brede konstituering, der blev forhandlet på plads omkring kl. 2-3 om natten, fik vi ingen invitation til at deltage i.
Spin og urigtige udsagn skal gøre bitter pille lettere at sluge
Socialdemokratiet gik tilbage ved valget og fik en lang næse ved konstitueringsforhandlingerne, og sådan er det.
Det gider vi ikke flæbe over, og vi skal nok komme op på hesten igen.
Men vi tillader os at tage til genmæle, når der offentligt bliver lavet spin over – og sagt urigtige ting om – vores rolle i forhandlingerne med det ene formål, at baglandet i SF og Enhedslisten lettere skal kunne sluge den bitre pille, som konstitueringsaftalen med Dansk Folkeparti og de øvrige blå partier må være for dem.
Venlig hilsen
Uffe Rasmussen
Formand for Socialdemokratiet i Hvidovre
LÆS OGSÅ: Fintælling flytter mandat i Hvidovre og afslører vælgernes favoritter











