Se video: 14-årig dreng bliver reddet ind fra den knagende is ud for Hvidovre Havn

Ni udrykningskøretøjer og en redningshelikopter var med i aktionen, da en 14-årig dreng strandede flere hundrede meter ude på isen

Udrykningskøretøj
En 14-årig drengs lange tur på isen fik det til at vrimle med blå blink på Hvidovre Havn under en redningsaktion tirsdag aften. (Foto: Stig Sørensen)

Tirsdag aften måtte en 14-årig dreng reddes ind fra isen ud for Hvidovre Havn.

Drengen var kommet flere hundrede meter ud, og isen var begyndt at knage.

Han blev nervøs og turde ikke længere bevæge sig.


14-årig dreng ringede selv efter hjælp fra knirkende is ved Hvidovre Havn

Heldigvis havde han sin mobil med på den farlige vandretur og kunne selv ringe efter hjælp.

Det oplyser Hovedstadens Beredskab til HvidovreNyt.

– Så laver vi en dykkerudrykning med overfladeredning. Det betyder, at redningshelikopteren har opgaven, forklarer Michael Møller, vagthavende operationschef hos Hovedstadens Beredskab.

– De vurderer, at de ikke kan flyve henover, fordi trykket fra helikopteren eller fra motoren kan ødelægge isen.

– Det ender med, at vores mænd går ud og henter ham ind, fortæller Michael Møller til HvidovreNyt.

Her kan du se den 14-årige gå mod land sammen med redningsfolkene:

Videoen fra Kalveboderne ud for Hvidovre Havn er filmet af Stig Sørensen.

Øjenvidne: Drengen stod på isen i mere end en halv time

En forbipasserende fortæller til HvidovreNyt, at han så drengen stå på isen i mere end en halv time.

– Vi kunne se fra vinterbaderklubben, at drengen var gået hen over sejlrenden, og vi forsøgte at råbe ham an, fortæller Stig Sørensen, der har taget billederne og videoen, du ser i denne artikel.

– Nogen havde tilkaldt beredskabet og helikopter, og ni udrykningskøretøjer fra politi og Beredskab var til stede og fik bjærget drengen i land, fortæller Stig Sørensen, der på det tidspunkt ikke kunne vide, at det altså var drengen selv, der havde ringet efter hjælp.

Redningshelikopter
Redningshelikopteren over Hvidovre Havn. (Foto: Stig Sørensen)

Vigtigste lektie: Hold jer fra isen!

Ifølge Michael Møller fra Hovedstadens Beredskab, foregik det hele ret udramatisk, og drengen har det godt.

Men han understreger, at situationen viser, hvad du også har kunnet læse på HvidovreNyt:

– Lad nu være at gå ud på isen. Det kan godt være, den bærer det ene sted, men så går du en meter, og så bærer den ikke længere.

– Tænk jer nu om, lyder bønnen fra Hovedstadens Beredskab.

Læs, hvorfor isen ikke er sikker, selvom den måske føles sådan, i artiklen Må man gå på isen ved Hvidovre Havn?

LÆS OGSÅ: Endnu en person har været langt ude på isen på Kalveboderne

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her