Seks lokale kandidater i Hvidovre med tre mærkesager i Region Østdanmark

Få et overblik over, hvad hver af de seks kandidater med tilknytning til Hvidovre står for op til det vigtige regionalvalg på tirsdag

Seks kandidater fra Hvidovre til Region Østdanmark
Her får du indsigt i dine muligheder, hvis du vil stemme på en kandidat fra Hvidovre til regionalvalget – som det kan give ekstra god mening at gøre denne gang. (Kollage: HvidovreNyt med fotos fra Hvidovre Kommune og kandidaterne)

Når du får stemmesedlen til regionalvalget i hånden, vil du se navne på hele 420 politikere, du kan vælge mellem – men kun 6 af dem har angivet en tilknytning til Hvidovre, som de tager med videre ind i arbejdet med det helt nye Region Østdanmark.

De seks politikere er:

  • Nicolai Kampmann, Socialdemokratiet
  • Freja Wirlander, Radikale Venstre
  • Brian Køster, Radikale Venstre
  • Søren Friis Trebbien, Det Konservative Folkeparti
  • Marie-Louise Jørgensen, SF
  • Peter la Cour, Enhedslisten

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

De folkevalgte kommer til at få en kæmpeopgave med både at være med til at grundlægge en ny region, sikre et godt sundhedsvæsen og sideløbende stå for en masse anden udvikling af Østdanmark – alt øst for Storebælt.

Du kan læse om den nye region og opgaverne i denne artikel.

Kræfter fra Hvidovre kan være gode at have med i Region Østdanmark

Hvidovre får plads i det, der kommer til at hedde Sundhedsråd Amager Syd & Vestegnen. Her sidder blot 19 politikere og arbejder for hele egnen, som du kan læse i en anden artikel.

I det store puslespil kan det derfor blive ekstra vigtigt at have lokale kræfter med.

Derfor får du her lidt hjælp til at finde ud af, hvad kandidaterne fra Hvidovre står for.

De seks kandidater fortæller her i overskuelig form om deres tre største mærkesager.

Kandidaterne står i tilfældig rækkefølge, defineret af en lodtrækning i ChatGPT. 

Lodtrækning i ChatGPT
Rækkefølgen af præsentationen af de seks kandidater fra Hvidovre til den nye Region Østdanmark som defineret af ChatGPT.

Marie-Louise Jørgensen, SF:

– Jeg stiller op til regionsrådet, fordi tryghed og omsorg aldrig må være afhængig af, hvor du bor. Som medlem af det nye regionsråd, vil jeg arbejde for:

1) Nærhed i sundhed – hjælp tæt på dig: Sundhed skal være lokalt og tilgængeligt. Du skal kunne få hjælp i dit nærområde, hurtigt og trygt. Vi skal styrke samarbejdet mellem region og kommune, så du får et sammenhængende og værdigt behandlingsforløb, uanset hvor du bor.

2) Bedre vilkår for sundhedspersonalet: Vores sygeplejersker, læger og sosu’er og andet sundhedspersonale er rygraden i sundhedsvæsenet. De fortjener ordentlige arbejdsvilkår, mere tid til patienterne og en hverdag uden stress og nedslidning. Et stærkt velfærdssamfund kræver, at vi passer på dem, der passer på os.

3) Stærkere psykiatri – hjælp, når det gælder: Alt for mange må vente alt for længe på hjælp i psykiatrien. Det koster livskvalitet, skolegang og arbejdsliv. Psykisk sygdom skal tages lige så alvorligt som fysisk sygdom.

LÆS OGSÅ om en indsats for ældre, som Marie-Louise Jørgensen nævner i et debatindlæg: Ingen skal sendes hjem fra hospitalet uden en plan

Peter la Cour, Enhedslisten:

1) Helhedsorienteret sundhed: Sundhed handler om meget mere end kroppens sundhed, men det moderne sundhedsvæsen skævvrider sundheden til næsten kun at handle om kroppen. Målet for sundhed er ikke et perfekt fysisk helbred, men et godt liv i sin helhed, socialt, psykisk og eksistentielt. Et helhedsorienteret sundhedssyn må lægge vægt på stor tværfaglighed og på stor lokal tilgængelighed.

2) Ingen sygdomme er finere end andre: Når sygdomme bliver markeds-gjort, får nogle sygdomme stor opmærksomhed, økonomi og forskningsfinansiering, mens andre sygdomme helt overses. Det er også ulighed i sundhed. Alle sygdomme må ligestilles og mødes med kvalitet i behandlingen. Det patientorienterede må fremmes i alle dele af sundhedsvæsnet. Læger er til for patienter – ikke omvendt.

3) Arbejde i sundhedsvæsnet skal give et meningsfyldt arbejdsliv: Arbejdet er i det moderne sundhedssystem truet af bestandige krav om effektiviseringer, omstilling til ny teknik, evindelige algoritmer og nye procedurer, der dræber arbejdsglæden og fratager overblik og handleevne. Sundhedsarbejde skævvrider også ofte “work/life balance”, hvor arbejdslivet forventes prioriteret over andet liv. Sundhedsarbejde skal være et arbejde med mennesker og for mennesker.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Freja Wirlander, Det Radikale Venstre:

1) Når sengene står tæt, skal arbejdsmiljøet stå stærkt: Overbelægning og for få hænder er både urimeligt og patientfarligt. Afdelingerne skal have de ressourcer, der skal til for at give patienter og personale de bedste vilkår.

Jeg tror virkelig på, at hvis man skaber et arbejdsmiljø hvor personalet ikke konstant er i en form for kriseberedskab, så er der plads til at fagligheden kan få lov til at udfolde sig og udvikle sig. Lønnen kan regionsrådspolitikerne ikke gøre noget ved, men vi skylder de ansatte, at gøre hvad vi kan gøre for, at alle faggrupper er glade for at gå på arbejde. Personalepleje behøver virkelig ikke være en by i Rusland.

Et sundhedsvæsen fungerer kun, hvis vi passer på dem, der passer på os. Plejepersonale, læger og portører mv skal have trygge rammer og tid til omsorg. Når personalet trives, får patienterne den bedste behandling. 

2) Forebyggelse: sundhedsvæsenets superkraft: Alt for meget behandling sker for sent. Regionen skal tage ansvar for tidlig indsats og samarbejde med kommuner og læger. Forebyggelse giver ikke kun bedre levet liv for den enkelte, forebygger hospitalsindlæggelser. Det ikke bare menneskeligt fornuftigt, men også økonomisk. Forebyggelse er den eneste behandling, der ikke smager af medicin.

3) Når kvinder siger av, skal sundhedsvæsenet lytte: Kvinder bliver alt for ofte affejet – både ved kvindesygdomme og andre sygdomme, hvor symptomerne viser sig anderledes end hos mænd. Vi har brug for mere viden, forskning og fokus, så ingen bliver overset, alene fordi patienten er en kvinde. 

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Søren Friis Trebbien, Det Konservative Folkeparti:

1) Stærkere transportpolitik: ​Vi skal styrke den kollektive trafik, så flere får et reelt alternativ til bilen.

I de tætte byområder skal vi satse på Letbane og Metro, og vi skal sikre gode forbindelser mellem tog og bus i hele regionen. Det skaber både mobilitet og grøn fornuft. 

2) Et robust beredskab: Regionen skal have et stærkere fokus på beredskabet, så vi er klar, når uheldet er ude – uanset om det handler om sundhed, klima eller samfund.

Vi skal have klare planer og bedre samarbejde med civilsamfundet, så hjælpen altid er tæt på.

3) Et løft til psykiatrien: Alt for mange med psykiske lidelser og misbrug falder mellem to stole.

Der skal være mere samspil mellem sundhedsvæsenet og de sociale myndigheder, så hjælpen bliver hurtigere, mere helhedsorienteret og forebyggende.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Brian Køster, Radikale Venstre:

– Overordnet er fordelen ved en stemme på mig, at jeg som sundhedsforsker har overblik over sundhedsvæsenet og ved, hvad der er væsentligt.

1) Robust sundhedsvæsen: Der mangler tusindvis af SSA- og SSH’ere i vores sundhedsvæsen og plejehjem fremover. Vi skal sikre nok medarbejdere og godt arbejdsmiljø. VI skal passe på det specialiserede sundhedsvæsen/sygehusene ikke bliver forringet, når der flyttes ressourcer til det nære sundhedsvæsen/de praktiserende læger. Jeg prioriterer gode betingelser for børns trivsel, før diagnoser og psykiatere, der hvor behovet er størst samt forbedret effektiv strukturel forebyggelse for flere gode leveår.

2) Ældres værdighed: Alle skal have den pleje de har behov for. Vores forældre og bedsteforældre har opbygget vores samfund og skal behandles med respekt og når de ikke længere kan sørge for sig selv, skal der ikke være tvivl om de kan få hjælp og behandling. Ret til selv at bestemme og til at blive inddraget i de beslutninger der vedrører deres liv er en prioritet for mig ligesom pårørende skal inddrages. 

3) Bæredygtig region: Hospitalerne står for 6% af CO2-udledningen, og man kan faktisk nedbringe det udslip, fordi nogle hospitalsafdelinger udleder dobbelt så meget som andre. Indfaldsvejene til København er overbelastede, og løsningen er styrket kollektiv transport og cykelnetværk. Vejene kan ikke udvides. Radikale har det mest nytænkende transportudspil med billigere billetter, simplere zonesystem og flere passagerer. Metro og tværgående S-bus er topprioritet.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Nicolai Kampmann, Socialdemokratiet:

1) Lægedækning tæt på dig: Når vi alle bliver en del af Region Østdanmark, er det vigtigt for borgerne i Hvidovre, at der er et godt og nært tilbud om lægedækning.

Det gælder ikke mindst speciallæger, som mange har behov for. Jeg støtter initiativer, hvor lægehuse tænkes ind i beboelsesområder og udadgående læger, der samarbejder med boligforeninger.

2) Hurtigere udredning for børn og unge i psykiatrien: Ventetiderne for at blive udredt er stadig for lange. Den udvikling skal vi vende. Vi må ikke tabe unge, før de er kommet i gang med livet.

3) Attraktiv og billigere kollektiv trafik: Bedre kollektiv trafikdækning af Hvidovre Hospital (gerne Letbane eller Metro til hospitalet) Let tilgang til busser og toge i hele regionen. Priserne skal ned.

LÆS OGSÅ; Stem personligt, stem lokalt til regionsvalget

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt