Det er ikke længe siden, vi havde folketingsvalg, men i Konservative gør vi allerede nu klar til det næste valg.
På en ekstraordinær generalforsamling onsdag 7. oktober blev Søren Friis Trebbien enstemmigt valgt som Hvidovres konservative folketingskandidat til det kommende folketingsvalg.
Søren Friis Trebbien har været spidskandidat for liste C ved de seneste to kommunalvalg, men retter nu også sit politiske fokus mod Christiansborg og bliver dermed den lokal kandidat efter nogle folketingsvalg, hvor vores kandidater ikke har været fra Hvidovre.
Hvidovre skal have en stærk stemme på Christiansborg
Søren Friis Trebbien fortsætter i kommunalpolitik og genopstiller til kommunalvalget i 2029. Men han får samtidig mulighed for at forfølge en mangeårig ambition om at stille op til Folketinget.
Søren Friis Trebbien siger:
– Det har været en stor ære at stå i spidsen for Det Konservative Folkeparti ved de seneste to kommunalvalg, og jeg er stolt af det, vi sammen har opnået. Derfor ser jeg heller ikke dette som et farvel til kommunalpolitik, men som et nyt kapitel.
– Jeg har længe haft en ambition om at stille op til Folketinget, og jeg er både glad og stolt over medlemmernes enstemmige opbakning.
– Jeg glæder mig til at føre valgkamp og vil gøre alt, hvad jeg kan, for at Hvidovre får en lokal konservativ stemme på Christiansborg.
– Samtidig bakker jeg 100 procent op om Tina som vores kommende spids- og borgmesterkandidat.
– Tina har både den politiske erfaring, energien og ambitionerne til at stå i spidsen for vores hold. Jeg glæder mig til at fortsætte det lokale arbejde sammen med Tina og Kenneth og samtidig tage kampen for konservativ indflydelse på Christiansborg.
Ny lokal kommune-spids bakker op
Også fra Tina Cartey Hansen er der fuld opbakning til rokeringen:
– Det er lokalt, at vi i sidste ende skal omsætte mange af de politiske beslutninger fra Folketinget til borgernes hverdag. Derfor er det vigtigt med stærke bånd til Christiansborg. Jeg er glad for, at Søren stiller op som Hvidovres folketingskandidat.
– Han har politisk erfaring, en stærk erhvervsprofil, et smittende engagement, og jeg bakker fuldt op om hans kandidatur. Jeg vil arbejde hårdt for, at vi får valgt Søren valgt til Folketinget og en konservativ borgmester.
Få lokalpolitiske nyheder direkte i din indbakke – tilmeld dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Bred opbakning til Søren Friis Trebbien
Formand for Det Konservative Folkeparti i Hvidovre, Jesper Hjelm, siger:
– Med Søren som folketingskandidat får Hvidovre en erfaren og kompetent politiker med et tydeligt konservativt ståsted.
– Gennem sit arbejde som 1. viceborgmester, gruppeformand og medlem af Økonomiudvalget har han vist, at han kan tage ansvar, skabe resultater og samarbejde på tværs af politiske skel.
– Søren er samtidig en loyal holdspiller med et stort engagement i både vores parti og lokalsamfund.
– Han nyder stor respekt blandt sine kolleger. Jeg er overbevist om, at hans erfaring, ordentlighed og politiske engagement vil være en stor styrke for Det Konservative Folkeparti på Christiansborg.
– Med Søren som folketingskandidat står vi stærkt i arbejdet for at sikre Hvidovre og Vestegnen en tydelig konservativ stemme i Folketinget.
LÆS OGSÅ: Konservative i Hvidovre har valgt Tina Cartey Hansen som ny spidskandidat






