To biler ramt af sten kastet fra bro over Amagermotorvejen: Politiet søger vidner

To biler er med få dages mellemrum tilsyneladende blevet ramt af sten fra en bro over Amagermotorvejen

Amagermotorvejen ved Avedøre Holme
Politiet beder om hjælp til at finde ud af, hvem der kan stå bag det, der ligner stenkast mod to biler en bro ved Avedøre Holme med denne udsigt til Amagermotorvejen. (Foto: HvidovreNyt)

Sent onsdag aften blev en bil ramt af en sten på Amagermotorvejen ved afkørslen til Avedøre Holme.

Hændelsen fandt sted få dage efter, at noget lignende skete på samme sted, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Søndag nat ved 1-tiden fik politiet en anmeldelse om, at en bil var blevet ramt af en sten. Bilens forrude blev knust.

Heldigvis kom ingen til skade ved nogen af episoderne.

I forbindelse med begge episoder blev motorvejen lukket kortvarigt, mens politiet ledte efter spor.

Så du stenkast ved Amagermotorvejen?

Politiet vil meget gerne høre fra dig, hvis du har set noget mistænkeligt ved broen eller i området før eller omkring hændelserne.

– Det kan for eksempel være vidner, der har set noget mistænkeligt i området i tiden op til episoderne eller hørt nogen prale med hændelserne.

– Vi har iværksat en række efterforskningsskridt, men vi har også brug for borgernes hjælp – også fra dem, der ønsker at være anonyme, siger vicepolitiinspektør Morten Rosendal fra Københavns Vestegns Politi.

Bliver taget “meget alvorligt”

Han tilføjer, at politiet ikke tager let på sager om mulige stenkast mod trafikanter.

– Et stenkast mod en bil på motorvejen kan skabe en meget farlig situation.

– Jeg vil gerne understrege, at den form for fareforvoldelse, som et stenkast kan medføre, bliver taget meget alvorligt af politiet, siger vicepolitiinspektør Morten Rosendal.

Vidner eller andre, som har oplysninger om hændelserne, kan kontakte Københavns Vestegns Politi.

Det kan ske døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

LÆS OGSÅ: Million-park på Avedøre Holme endelig vedtaget

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Fødselsdagstilbud HvidovreNyt
Fødselsdagstilbud
LIGE NU!

kr. 100

Få adgang til alt indhold i hele 2026!