Hvidovre sætter rekord: Sjællandsmester i voksende erhvervsvenlighed

Ingen andre hovedstadskommuner er før hoppet op ad Dansk Industris liste over erhvervsvenlighed, som Hvidovre nu har gjort det

En række folk i slips
Hvidovres borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF) med et diplom overrakt af bestyrelsesleder i DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen (th for borgmesteren). (Foto: Hvidovre Kommune)

Ingen andre steder på Sjælland går det så tydeligt fremad med at forbedre forholdene for virksomheder som i Hvidovre.

Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Industri.

Hvidovres fremgang er endda så markant, at kommunen er den første i hovedstadsområdet til at blive hædret af Dansk Industri som højdespringer inden for erhvervsvenlighed.

DI belønner “det lange, seje træk”

Det er helt konkret sket på Hotel Scandic i Hvidovre, hvor borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen (SF) har fået overrakt diplom og blomster af bestyrelsesleder i DI Hovedstaden, Peter Lanng Nielsen.

– Hvidovre er fortjent sjællandsk mester i fremgang i erhvervsvenlighed, siger Peter Lanng Nielsen, baseret på den grundige undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed 2026.  

– Kommunen har ikke fundet en hurtig genvej, men har leveret det lange, seje træk.

– År efter år har man lyttet til virksomhederne, fulgt op og forbedret forholdene. Det er netop den vedholdende indsats, vi belønner, lyder det.

Hvidovre Kommune er siden 2017 rykket 36 pladser frem og ligger nu nummer 19 på DI’s landsdækkende rangliste over lokal erhvervsvenlighed.

Det er kommunens bedste placering, siden DI begyndte målingen i 2010.

Borgmester: Virksomheder giver bedre velfærd

Og så er det som sagt første gang, at en kommune i Hovedstadsområdet bliver hædret for sådan et højdespring – et faktum, som HvidovreNyt giver videre til borgmester Anders Wolf Frisdahl Andresen.

– Det vidste jeg ikke. Det er jo stort, sagt med jysk beskedenhed, siger borgmesteren, inden han tilføjer, at hæderen langt fra lander ved et tilfælde.

– Det har været en helt bevidst indsats fra vores side gennem en række år.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

– Virksomhederne er rigtig vigtige. De skaber skatteindtægter til velfærd og arbejdspladserne til borgerne i Hvidovre Kommune.

– Så jeg er rigtig glad for den fremgang, vi har haft, og at virksomhederne nu også kvitterer for det samarbejde, siger han til HvidovreNyt.

Du kan læse om en grøn virksomhed, der har slået sig ned i kommunen, i artiklen Tak for lort: Tonsvis af bleer fra København skal genanvendes i Hvidovre.

Grøn energi booster Hvidovres erhvervsvenlighed

Undersøgelsen fra DI er en helt anden, end den som en professor for nylig kritiserede kommunens udlægning af.

DI’s undersøgelse bygger på svar fra hele 7.800 danske virksomheder og er parret med statistik om erhvervslivet i landets kommuner.

I undersøgelsen scorer Hvidovre Kommune især højt inden for kategorien ”Infrastruktur og energi”. Her er Hvidovre oppe som nummer syv i Danmark.

Ser man på kommunernes arbejde for at gøre det lettere at drive virksomhed mere klimavenligt, ligger Hvidovre tilsvarende højt som nummer ni i Danmark.

DI’s Lokal Erhvervsvenlighed er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. 

Undersøgelsen bygger på svar fra cirka 7.800 virksomheder, som er parret med 26 statistiske parametre om de lokale erhvervsrammevilkår.

Virksomhedernes samlede tilfredshed med Hvidovre Kommunes erhvervsvenlighed er steget fra 3,59 i 2017 til 3,68 i 2026.

Hvidovre ligger dermed over landsgennemsnittet på 3,59.

Hvidovre ligger på en samlet 19. plads. Den gennemsnitlige placering for alle hovedstadskommuner er 43.

Den eneste kommune i hovedstadsområdet, der ligger over Hvidovre, er Ishøj på en 14.-plads.

Det er især inden for kategorien ”Infrastruktur og energi”, at Hvidovre klarer det godt på indikatorer for grøn omstilling. Her ligger Hvidovre nummer syv.

Andelen af vedvarende energi er steget fra 39 procent i 2018 til 62 procent i 2024. Hvidovre ligger også højt i forhold til andelen af erhvervsbygninger, der opvarmes af fjernvarme/varmepumpe.

Over for HvidovreNyt fremhæver Dansk Industri Schulstad som et eksempel. Ved udgangen af 2026 har Schulstad ifølge DI kun eldrevne lastbiler. Virksomheden deler desuden strøm med naboen på Avedøre Holme. 

Både DI og borgmesteren bemærker, at Hvidovre har skrevet en tydelig tilgang til erhvervet ind i Hvidovrestrategien

Det hører med til historien, at en kommune også kan rykke fremad i undersøgelsen, fordi andre kommuner gør det dårligere og derfor falder nedad.

Ifølge DI kan man dog se på de kvalitative svar i undersøgelsen, at Hvidovres ryk fremad er et reelt ryk fremad.

Når Hvidovre trods alt ikke rykker mere frem, skyldes det blandt andet en mere gennemsnitligt score i kategorien ”Kommunal administration”. Her ligger Hvidovre nr. 40.

Det er 17. år i træk, at DI gennemfører undersøgelsen. 91 kommuner indgår i ranglisten i 2026.

Kilde: Dansk Industri

Årsagerne er blandt andet udbredelsen af fjernvarme, varmepumper, et stort udbud af kollektiv trafik og en stor andel af vedvarende energi, blandt andet på Avedøre Holme, der huser godt 700 virksomheder.

Lige præcis udviklingen af Avedøre Holme viser, hvordan en tydelig og grøn ambition for et erhvervsområde kan tiltrække investeringer, fastholde virksomheder og skabe arbejdspladser, lyder det fra DI.

Næste skridt er at få lov til at dele energi på tværs af virksomhederne. Det er muligvis tæt på – læs om det i artiklen Minister fik tilhørere i Hvidovre til at tabe kæben: Sagde han virkelig det?

Næste mål er top-10

Ifølge Anders Wolf Frisdahl Andresen har det dog også været vigtigt for udviklingen at komme rundt og lytte til virksomhederne.

Det betyder også meget, at virksomhederne møder dygtige medarbejdere i Erhvervskontakten. Det er en samlet indgang til kommunen for lokale virksomheder, når de har spørgsmål. 

Men fremover kommer det også til at handle om at gøre Hvidovre bedre på de punkter, hvor der ikke er topkarakterer i DI’s undersøgelse.

Borgmesteren hæfter sig især ved, at der en 49.-plads i kategorien ”Uddannelse og arbejdskraft” efterlader plads til forbedring. Det var i øvrigt også tilfældet i sidste års undersøgelse.

Så nu går Hvidovre efter førstepladsen i erhvervsvenlighed?

– Nu har vi nået top-20. Så må vi i første omgang se, hvordan vi når top-10, siger Anders Wolf Frisdahl Andresen.

Andre ser tegn på, at Hvidovre har et stort potentiale, som ikke bliver udnyttet.

LÆS debatindlægget: Hvidovre – hovedstadens bedste erhvervskommune?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her