Ældre i Hvidovre Kommune er blandt nogle af landets mest utilfredse, når de bliver spurgt til deres oplevelser med hjemmeplejen.
Det viser en ny undersøgelse fra Ældreministeriet.
Ældre i Hvidovre er blandt de mest utilfredse med hjemmeplejen
Undersøgelsen sammenfatter, at den samlede tilfredshed med hjemmeplejen blandt de godt 450 ældre, som har svaret på spørgsmål om Hvidovre Kommune, ligger på scoren 3,7.
Landsgennemsnittet er 4,0.
Kun fire kommuner har lavere tilfredshed end Hvidovre: Solrød, Brøndby, Egedal og Frederiksberg.
Frederiksberg ligger helt i bunden af undersøgelsen med en tilfredshed på 3,5.
Ældre i Hvidovre er utilfredse med medarbejderne
Tal fra undersøgelsen viser blandt andet, at:
– 22% er utilfredse eller meget utilfredse med rengøringen
– 26% mener, at medarbejdere i hjemmeplejen i lav grad eller slet ikke tager hensyn til den ældres vaner eller ønsker
– 32% mener, at de har lav eller ingen viden om, hvilken hjælp de kan få
– 34% svarer nej til, at medarbejderne er gode til at inddrage de ældre og deres pårørende i beslutninger om hjemmeplejen
– 36% mener, at medarbejdere i hjemmeplejen kender de ældres vaner og behov i enten lav eller ingen grad
Socialdemokratiet: Værdighed mangler i ældreplejen
I et debatindlæg hos HvidovreNyt kalder kommunalbestyrelsesmedlem Kenneth F. Christensen (S) undersøgelsen for en “trist resultat for Hvidovre”.
– Vi har i Socialdemokratiet gennem det seneste år afdækket, hvordan vores ældre medborgere bliver frataget deres hjemmepleje i form af rengøring, hvis de har sagt nej tak til selv at anskaffe sig en robotstøvsuger.
– Vi har pointeret, at der var noget galt i visitationen, hvor vi ikke kunne se værdigheden.
– Vi har rejst det som et krav til budgettet for 2025, at der skulle være værdighed i visitationen til ældreplejen, men vi konstaterer også, at byens flertal med SF i spidsen ikke har leveret, lyder det i debatindlægget.
LÆS OGSÅ: Svar til Kenneth FC: Ældreplejen styrkes med konkrete handlinger
Borgmester: Vi skal gøre det bedre
Placeringen helt nede som nummer 94 af landets 98 kommuner bliver ifølge en pressemeddelelse set på ”med stor alvor” i Hvidovre Kommune og af borgmester Anders Wolf Andresen (SF).
– Det er ikke godt nok, og det skal gøres bedre, siger Anders Wolf Andresen i en pressemeddelelse.
– Der er kun to andre kommuner i landet, der bruger flere penge end Hvidovre på pleje og omsorg af vores ældre, og det skal kunne mærkes.
– Det er en helt klar politisk prioritering, at vores ældre medborgere skal opleve tryghed, omsorg og en værdig alderdom, siger Anders Wolf Andresen.
Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:
Undersøgelse lavet på “værst tænkelige tidspunkt”
I pressemeddelelsen hæfter kommunen sig dog ved, at undersøgelsen blev lavet i perioden omkring slutningen af 2024 og starten af 2025.
Her var hjemmeplejen gennem nogle store forandringer, lyder det. Borgmesteren kalder det “noget nær det værst tænkelige tidspunkt”, undersøgelsen kunne laves på.
LÆS OGSÅ: Ansat i hjemmeplejen i Hvidovre: Vi frygter, at det kommer til at gå gruelig galt
Medarbejderne i hjemmeplejen var pressede af at flytte til nye lokaler, og deres hverdag var ved at blive lavet om, fordi de skulle til at arbejde i faste teams.
Det skulle blandt andet sikre, at ældre får besøg af medarbejdere, som de kender – ét af kritikpunkterne i den nye undersøgelse.
Borgmester: Kommunens egen tilfredsundersøgelse vil være mere retvisende
Siden har der desuden været fokus på at øge trivslen blandt medarbejderne, og hjemmeplejen har fået ny leder.
Hvidovre Kommune laver i år sin egen tilfredshedsundersøgelse. Den mener Anders Wolf Andresen vil give et mere retvisende indtryk af hjemmeplejen.
– Den vil give os et klarere billede af, hvordan vores ældre oplever hjælpen – og hvor vi skal sætte ind for at gøre det endnu bedre, siger han i pressemeddelelsen fra kommunen.
Enhedslisten: Øget fokus vil hæve standarden
I en mail til HvidovreNyt kalder kommunalbestyrelsesmedlem Karin Lizzy Kofod (EL) Hvidovres bundplacering for en “liden flatterende post at indtage”.
Hun bemærker, at især i Hvidovre Syd har situationen i hjemmehjælpen været, “mildt sagt, langt under forventningen”. Derfor bad et samlet ældre- og sundhedsudvalg om at få en gennemgang af området hver måned.
– Jeg tror, det øgede fokus kommer til at bringe os tættere på den ønskede standard.
– Som en meget lille opmuntrende iagttagelse, i alle tilfælde for Enhedslisten, så er tilfredsheden med det kommunale tilbud højere end tilfredsheden med det private tilbud, bemærker hun og tilføjer:
– Forhåbentlig spørger du næste gang, der kommer en undersøgelse, ud fra en bedre placering af Hvidovre. P.t. har Enhedslisten kun tak tilovers til de medarbejdere, der i hverdagen gør deres bedste ud fra deres faglige forståelse af opgaven.
To ud af tre ældre er tilfredse med hjemmeplejen i Hvidovre Kommune
65 procent af de ældre i Hvidovre Kommune, som har deltaget i undersøgelsen, er tilfredse eller meget tilfredse med hjemmeplejen.
Tallet ligger i de fleste kommuner på over 72 procent, melder Ældreministeriet.
Lidt baggrund om undersøgelsen:
1.089 ældre i Hvidovre var inviteret til at deltage.
452 svarede på web eller telefon. Svarprocenten var på 41, hvilket svarer nogenlunde til landsgennemsnittet på 43.
Laveste svarprocent i en kommune lå på 33 procent, højeste lå på 49 procent.
LÆS OGSÅ: Risiko for patientsikkerheden i hjemmeplejen i Hvidovre, konkluderer styrelse











