Han “er handlekraftig”. Hun “har temperament”. Undskyld mig, men 2026 har ringet!

POLITISK KLUMME: Når kvinder bliver indignerede, kan det faktisk have noget med sagen at gøre og ikke deres temperament, skriver Maria Durhuus (S)

Maria Durhuus
Det er et trumfkort, vi bør blive bedre til at lade ligge i debatten - at stemple en kvinde som temperamentsfuld for at fjerne fokus fra sagen, det handler om, mener Maria Durhuus (S). (Foto: HvidovreNyt)

Der er ord, der kan noget næsten magisk – ikke på den hyggelige måde med tryllestav, glimmer og en kanin i en hat, men på den mere irriterende måde, hvor en hel samtale pludselig skifter spor, så man næsten kan høre skinnerne knirke.

“Temperament” er sådan et ord.

Det lander på bordet som et kort i spar fem, og vupti: Sagen forsvinder, konteksten ryger ned mellem stolene, og tilbage står kvinden – ikke med sin pointe, sin erfaring eller sin indignation, men som én, der nok lige burde dæmpe sig en anelse, mens alle andre stadig frit kan bruge ilten i lokalet.

Det sker især, når kvinder bliver lidt for tydelige; når de fylder i et rum, presser på for en beslutning eller nægter at pakke en pointe ind i vat, venlig øjenkontakt og en lille “hvis det altså passer jer”-sløjfe.

Så flytter samtalen sig fra sagen til stilen – og derfra til personligheden. Smart er det, men skønheden kan vel diskuteres.

Kvinder bliver stemplet mange steder

Mekanismen er let at genkende, hvis man har prøvet at være kvinde i rum, hvor beslutninger helst skal modne så længe, at de til sidst begynder at ligne kompost.

Man sidder med en sag, der lugter lidt af hastværk forklædt som grundighed, men siger man det højt, er det pludselig én selv, der er “lidt meget”.

Det er ikke en oplevelse, der kræver hovedrolle, for den dukker op i mødelokaler, på gange, i foreninger, i bestyrelser og alle de steder, hvor nogen gerne vil have, at kvinder deltager – bare helst på en måde, der ikke forstyrrer bordplanen.

Personlighed fylder i kommentarspor

I den forgangne uge oplevede jeg for eksempel begge dele i miniature.

Først blev jeg beskrevet ud fra mit temperament snarere end ud fra den ledelse, retning eller insisteren på fremdrift, jeg faktisk også står for.

Og kort efter kunne jeg i en tråd på Facebook læse en vurdering af min evne til at samarbejde – fremsat af en person, jeg aldrig har været i et samarbejde med.

Det er næsten imponerende effektivt: På få linjer kan sagen forsvinde, og tilbage står en personlighedsanalyse, ingen har bedt om, men som alligevel får lov at fylde det hele.

Den var tilmed foretaget efter analyseparametre, jeg ikke tror, findes i nogen moderne HR-afdeling: nul fælles opgaver, nul møder, nul samarbejdserfaring – men til gengæld en bemærkelsesværdig høj grad af selvtillid i konklusionsfasen.

Personen bliver tromlet på bekostning af sagen

Det betyder ikke, at tydelige mennesker skal have fripas.

Hvis nogen overskrider en grænse, træffer dårlige beslutninger eller behandler andre urimeligt, skal det kunne siges højt – men kritikken må handle om det konkrete: ordene, handlingen, beslutningen.

Ikke om, hvorvidt kvinden i rummet havde skruet lidt for højt op for personlighedens volumenknap.

For det, der ofte forsvinder, er sagen.


Kvinder med temperament er et trumfkort

Var en aftale brudt, en beslutning trukket i langdrag, eller var nogen blevet behandlet urimeligt?

Måske blev det samme synspunkt bare båret rundt som en bakke kolde frikadeller til et møde, hvor ingen rigtig ville tage fra, før sjette forsøg kom med lidt mere tryk på kedlen.

Det får vi sjældent med, for konteksten ryger ud ad vinduet, og tilbage står reaktionen, som om den er opstået af sig selv midt i rummet – som en spontan kvindelig vejrhændelse med skarp front fra vest, risiko for byger og uvarslet kant.

Det er en lille sproglig forskydning, men den virker. Når først temperament-kortet ligger på bordet, behøver vi ikke længere spørge, hvad hun reagerede på. Vi kan nøjes med at konstatere, at hun reagerede – og helst lidt for meget.

Intensitet er kun god hos mænd

Jeg har gennem årene hørt det samme ord klistret på kvindelige direktører, skoleledere, chefer, borgmestre og andre kvinder med ansvar: temperamentsfuld, skarp, svær, meget.

Ordene falder tit med den der lille læggen-hovedet-på-skrå, som om man lige har konstateret en let forkølelse i ledelsesstilen.

Når en mandlig leder banker i bordet, hedder det sjældent temperament. Så er han typisk tydelig, beslutsom og én, der skærer igennem.

Den forskel er værd at lægge mærke til. Hos ham bliver intensiteten koblet til opgaven; hos hende hæftes den forbløffende hurtigt på personligheden.

LÆS OGSÅ: Internt S-opgør truer: Maria Durhuus vil være borgmester i Hvidovre

Indignation kan betyde, at noget er galt

Og indignationen får sjældent meget taletid, selvom den kan være nyttig.

Det er den, der får mennesker til at sige: Nej, det her er ikke rimeligt, og det her kan vi ikke bare lade passere, mens vi drikker lunken kaffe af kommunekopper og kalder det proces.

Indignation er ikke nødvendigvis et tab af kontrol; nogle gange er det bare reaktionen på, at noget faktisk er galt.

Tonen er bekvem at tale om, fordi den kan vejes, måles og rynkes på næsen ad.

Sagen kræver, at man forholder sig til noget.

Kvinder skal ikke hæves over kritik 

Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver kritik af en kvinde er kønnet. Det ville være for nemt – og også lidt kedeligt.

Kvinder kan være dårlige ledere, urimelige kolleger og elendige til at lytte.

Ligestilling er ikke retten til at være hævet over kritik, men retten til at blive kritiseret efter samme målestok.

Kvinder med kant er ikke altid pæne

Måske virker det mærkeligt at skrive om temperament i HvidovreNyt. Men det er faktisk her, det bliver konkret.

Maria Durhuus (S) er del af et klummehold på fire lokalpolitikere, der skriver om deres syn på lokalpolitik.

De tre andre klummeskrivende lokalpolitikere er Frida Broe (EL), Michael Sabroe (K) og Mathias Rinaldo (DD).

For Hvidovre bliver ikke kun formet på rådhuset med dagsordener, bilag og kaffe i termokander.

Det bliver også formet i skolebestyrelser, boligorganisationer, idrætsforeninger, frivillige fællesskaber, arbejdspladser og møder, hvor nogen siger: “Skal vi ikke tage den næste gang?” Og hvor den kvinde, der svarer “nej, lad os tage den nu”, hurtigt kan ende med at blive selve problemet.

Det er ærgerligt. For vi har brug for mennesker, der blander sig, tager ansvar og tør stille sig forrest. Også når de har kant, fylder og ikke smiler pænt, mens de venter på at få ordet.

Hvis vi vil have flere kvinder i lokalpolitik, bestyrelser og foreningsliv, må vi også kunne rumme, at engagement ikke altid kommer ind ad døren med blød stemme og hænderne foldet pænt i skødet.

Tænding er kun farligt, hvis det gøres til et problem

Nogle gange kommer det med erfaring. Nogle gange med kant.

Og nogle gange med en tænding, der ikke handler om drama, men om at sagen faktisk betyder noget.

Det er ikke farligt for et lokalsamfund.

Det farlige er, hvis vi gør engagement til et karakterproblem, hver gang det kommer fra en kvinde, der ikke serverer det med håndunderkop, dæmpet stemme og et lille undskyldende smil på kanten.

Tilmeld dig HvidovreNyts nyhedsbrev, så du ser alle klummer:

Gem trumfkortet væk – især i Hvidovre

Så næste gang, temperament-kortet bliver lagt på bordet i et mødelokale, en foreningssal, en skolebestyrelse eller hen over kaffen i frokoststuen, så lad os ikke bare nikke og samle det op.

Lad os spørge mere direkte: Hvad reagerede hun på? Hvad gik forud? Og hvorfor blev hendes tone pludselig mere interessant end sagen?

Og hvis vi stadig er i tvivl, kan vi stille det irriterende – og ofte ret afslørende – spørgsmål: Hvad havde vi kaldt det, hvis hun var en mand?

Måske kunne vi også spørge, hvad man egentlig forventes at falde for, hvis man aldrig må stå fast på noget.

Lad spar fem ligge; sagen er vigtigere end kortet. Også i Hvidovre.

Måske især her, hvor alle alligevel kender nogen, der kender nogen, som sad med til mødet – og én, der bagefter kunne forklare, hvem der havde “lidt meget temperament”.

LÆS OGSÅ: 14 år efter den første debat er lokalpolitikerne stadig dybt splittede

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her