Hvis ”En skole for alle” skal lykkes, skal der meget mere til end indsatser i skolen

SVAR PÅ DEBATINDLÆG: Man er barn i Hvidovre Kommune helt hen til klubberne lukker kl. 22, så man kan ikke bremse mistrivsel ved kun at fokusere på skolen, mener Mie Rink

Mie Rink
Det nytter ikke noget at betragte skolen som en isoleret ø, skriver Mie Rink som reaktion på et debatindlæg fra Søren Friis Trebbien (K). (Foto: Privat)

Visionen om ”En skole for alle” er både vigtig og rigtig, men succesen afhænger fuldstændig af, hvordan vi fører den ud i livet.

Det er afgørende at slå fast, at inklusion og brede fællesskaber ikke må ske på bekostning af de velfungerende børn og deres trivsel, som Søren Friis Trebbien skriver i et debatindlæg, som er meget spændende, og som jeg er meget enig i langt hen ad vejen.

“En skole for alle” skal løfte hele børnegruppen, ikke skabe usikkerhed i klasserummene.

For at lykkes med denne vision må vi dog udvide perspektivet.

En skole for alle handler om mere end skoletiden

En skole for alle handler nemlig ikke kun om de timer, hvor der står dansk eller matematik på skemaet.

Det handler om hele barnets dag og det samlede børneliv i Hvidovre Kommune.

Det gælder fra kl. 06.30, når vuggestuen og børnehaven åbner, og helt indtil kl. 22.00, når klubberne lukker.

Unges mistrivsel stiller krav til rammerne

Jeg synes, vi kigger ind i en alvorlig virkelighed, hvor flere og flere børn rammes af mistrivsel. Og hvor skoleværing er et voksende problem. 

Hvis vi skal vende denne udvikling, kan vi ikke betragte skolen som en isoleret ø.

Vi skal se barnet hele vejen rundt, og i alle de forskellige arenaer barnet befinder sig i, i løbet af en dag.

Når et barn mistrives eller ikke kan rummes i fællesskabet, er det de professionelles og fagpersonernes ansvar at få rammerne til at fungere.

Det ansvar kan og må aldrig lægges over på barnet eller de pågældende familier. Det kræver tryghed fra daginstitution til skole og videre i fritids- og klubtilbuddene.

Vi skal have en hurtigere og koordineret indsats mellem lærere, pædagoger, PPR og socialrådgivere.

Så skal der være en anerkendelse af, at trivsel i SFO og klubber er mindst lige så vigtig for skoleparatheden som den boglige undervisning.

LÆS OGSÅ: Flere børn med diagnoser kan udfordre skolerne i Hvidovre

Hvidovre Kommune må tage fuldt ansvar

Vi skal støtte op om intentionerne bag ”En skole for alle”.

Men det kræver, at Hvidovre Kommune investerer i det tværfaglige samarbejde og tager det fulde professionelle ansvar for barnets samlede dag.

Kun derved sikrer vi, at de sårbare børn hjælpes, uden at det forringer hverdagen for de velfungerende børn.

Og så synes jeg også, visionens navn “En skole for alle” ikke helt stemmer ens med konceptet, når vi snakker barnets hele dag.

LÆS OGSÅ: Hvorfor mistrives unge i Hvidovre?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her