Der er stor lokal begejstring hos SF over den nye økonomiaftale mellem regeringen og KL.
Det forstår jeg godt. Aftalen lægger et solidt og tiltrængt fundament under den kommunale velfærd, og det er værd at glæde sig over.
Men aftalen er indgået af en samlet regering, ikke af SF alene, og derfor bliver det også interessant, når SF Hvidovre nu kalder netop denne aftale for en ”historisk velfærdsrevolution”.
For så melder spørgsmålet sig helt naturligt: Hvad har SF Hvidovre egentlig brugt de seneste års store løft af velfærden til, hvis det først er nu, revolutionen begynder?
“Historisk sejr” er en gentagelse af tidligere års aftaler
For de seneste år har kommunerne faktisk fået markante løft.
Det har ikke fjernet alle udfordringer, langt fra. Men det gør det lidt for nemt først at forklare problemerne med Christiansborg og bagefter tage hele æren, når der kommer endnu en aftale, man kan kalde historisk med store bogstaver og konfetti i stemmen.
Gennem de seneste mange år har SF lokalt ført en meget konsekvent oppositionspolitik.
Hver gang, der skulle lægges budget i Hvidovre, lød forklaringen, at Christiansborg sultede kommunerne, og at det var regeringens skyld, når den lokale velfærd var under pres.
LÆS OGSÅ: Hvidovre Kommune skal spare 400 millioner kroner
Men nu, hvor SF selv har fået nøgler til regeringskontorerne, har piben fået en ganske anden lyd.
Præcis de samme typer økonomiaftaler – som fortsat i høj grad skal dække et massivt, lovbundet udgiftspres på handicapområdet og en demografisk udvikling, hvor flere børn og ældre kræver mere velfærd – bliver nu udråbt som en historisk sejr.
Det er næsten som at høre én kritisere naboens madbudget i årevis, for derefter selv at overtage indkøbskurven og opdage, at mælk, bleer og havregryn faktisk koster det samme, uanset hvem der holder dankortet.
SF ser det hele anderledes nu
Det er den slags politisk kamæleonretorik, der kan skifte farve hurtigere end en budgetforhandling skifter dagsorden.
I opposition er alt for lidt, for sent og for forkert.
Men når man selv får en hånd på rattet, bliver den samme virkelighed pludselig pakket ind som frelse, forløsning og næsten messiansk velfærdsgenopstandelse.
Det lyder flot, men kommunalpolitik bliver altså ikke mere ansvarlig af at få glorie på.
Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev, så du er sikker på at følge om den aktuelle debat:
Hvorfor gjorde de tidligere løft ikke en forskel i Hvidovre?
Når man kalder en aftale for historisk og tager fuldt retorisk ejerskab over succesen, følger der også et ansvar med.
Borgerne i Hvidovre må med rette forvente, at SF’s borgmester nu kan levere på de mange års løfter.
Hvis aftalen virkelig er så mirakuløs, som den bliver præsenteret, må vi vel også have lov til at forvente, at miraklet snart viser sig i det næste lokale budget. Og at SF samtidig forklarer, hvorfor de tidligere velfærdsløft åbenbart ikke var nok til at gøre en mærkbar forskel.
Vil SF mon handle nu?
Kan vi nu forvente, at SF fjerner den lokale skattelettelse, så SFO-taksten igen kan sænkes, og børnefamilierne kan mærke velfærden i hverdagen?
Kommer der flere hænder, bedre rammer og reel prioritering?
Kan vi se frem imod en værdig ældrepleje, som bygger på mennesker og faglighed og ikke en drift der minder om en japansk bilfabrik?
Kan vi se frem til et kultur- og fritidsliv med frihed og udvikling?
Eller må vi endnu en gang konstatere, at de store ord tager sig bedst ud i kampagnevideoer, mens virkeligheden på rådhuset stadig kræver de samme svære valg?
LÆS OGSÅ: Ældre i Hvidovre er nogle af landets mest utilfredse med hjemmehjælpen
Skru ned for retorikken, op for ærligheden
Kommunaløkonomi er sjældent egnet til mirakelfortællinger, for den består af prioriteringer, ansvar og ærlighed, uanset hvem der sidder i regeringen.
Den nye økonomiaftale sikrer bunden under velfærden, og det er vigtigt.
Men det bliver ikke en revolution på mandag, og det bliver heller ikke gratis at omsætte flotte ord til konkret velfærd i Hvidovre.
Så måske skulle SF’s lokale topfolk skrue en anelse ned for messiasretorikken og lidt op for den økonomiske ærlighed, fordi ansvar forpligter nemlig.
Også når man selv har fået del i magten.
Af Maria Durhuus, socialdemokrat og tidligere MF’er
