Onlinemedier bliver del af Hvidovres pressestrategi efter kritik hos HvidovreNyt

En kritisk leder har fået Hvidovre Kommune til at justere ordlyden i sin plan for pressearbejde de næste år. Lederen har udløst debat om kommunens penge til Hvidovre Avis.

HvidovreNyt og Hvidovre Avis
Hvidovre Kommunes skattekroner til lokale medier kunne måske bruges på en anden måde, funderer flere læsere. (Foto: HvidovreNyt)

Onlinemedier bliver nu officielt en del af de mediekanaler, som Hvidovre Kommune vil benytte sig af i fremtiden.

Ændringen kommer oven på en kritisk leder, hvor HvidovreNyt gjorde opmærksom på, at onlinemedier var udeladt fra et udkast til en ny pressestrategi.

Til gengæld var trykte medier fremhævet.

“Ærgerlig forglemmelse” bag udeladelse af onlinemedier 

– Ordlyden ændres i politikken, så der til begrebet “trykte medier” tilføjes “skrevne og online medier, der er tilmeldt af Pressenævnet”, står der i referatet fra et møde i Økonomiudvalget.

Udvalget debatterede mandag pressestrategien som del af en større ændring af kommunens kommunikationsstrategi.

I en opfølgende mail fra kommunens presseafdeling til HvidovreNyt lyder det, at der var tale om ”en ærgerlig forglemmelse”.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Kommune giver millioner til avis, man ikke kender læsertallet for

Lederen hos HvidovreNyt handlede dog også om vaner og strukturer bag forglemmelsen.

Eksempelvis har Hvidovre Kommune over de seneste år lagt to millioner annoncekroner i Hvidovre Avis – uden at kende avisens læsertal og dermed vide, hvad man får for pengene.

Til sammenligning har kommunen lagt nul annoncekroner i HvidovreNyt.

LÆS OGSÅ: Kommunalpolitiker klager til Pressenævnet over artikel hos HvidovreNyt

Debat om Hvidovres brug af penge på annoncer i medier

Lederen har fået flere til at reagere både for og imod kommunens brug af skattekroner.

På Facebook skriver én, at HvidovreNyt jo sådan set selv har valgt at slå sig ned i en by, hvor der allerede var et medie.

Desuden er der ”altså stadig mange borgere i kommunen, som ikke er digitale, men foretrækker en trykt avis, som de tillige end ikke skal betale for,” lyder det.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Andre bemærker, at man også kunne være fræk at vende den om:

– at der er flere og flere borgere, som er udelukkende digitale, som kommunen derved ikke tager hensyn til.

– Desuden er Hvidovre Avis vel ikke helt gratis, da vi teknisk set betaler lidt af gildet igennem kommunens tilskud til blandt andet Hvidovre Avis.

– Det virker virkelig mærkeligt, at man fravælger et seriøst medie som HvidovreNyt, svarer én.

Bør folk selv have lov at vælge, hvad pengene bliver brugt på?

En anden foreslår, at man kunne lade folk selv bestemme, om de vil læse nyheder digitalt eller fysisk.

En tredje bemærker, at man måske skulle spørge byens borgere, om man hellere skulle bruge pengene på ældrepleje eller børneinstitutioner.

– Vil fru Olsen hellere have bedre mad eller mere rengøring? Eller vil hun sætte større pris på at læse en ugentlig avis?

– Jeg ved det ikke, men vi er nødt til at spørge, om vores penge bliver brugt mest hensigtsmæssigt, lyder det.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Pointe i leder: Behandl byens medier ligeværdigt

Enkelte har mere offensive input og mener ligefrem, at Hvidovre Avis har mistet sin berettigelse for dem.

Én skriver, at den kun bliver brugt til papmaché derhjemme.

En anden mener, at politikerne i kommunalbestyrelsen bruger skatteborgernes penge på et medie, som mest bare klapper politikerne på ryggen.

Du kan læse flere indspark eller selv deltage i debatten på HvidovreNyts Facebook-side.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Pointen i lederen er i øvrigt ikke, at der er noget galt med Hvidovre Avis, men at Rådhuset burde behandle de to medier ligeværdigt og undgå forskelsbehandling.

Læs hele lederen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt