Langhøjskolen ligger sidst blandt hele landets skoler i den seneste CEPOS-analyse.
Det gælder både det seneste skoleår og den samlede opgørelse for de seneste tre år. Det er alvorligt, og det kræver handling.
I HvidovreNyt udtaler skolens nye leder, at CEPOS ikke indfanger hele virkeligheden på skolen. Det er naturligvis rigtigt. Det gør undersøgelsen heller ikke krav på.
En faglig analyse fortæller ikke hele historien om elevernes trivsel, fællesskab og skoledag. Ligesom en karakter ikke fortæller hele historien om et barn.
Men karakteren fortæller stadig noget vigtigt. Det samme gør CEPOS-analysen.
Den undersøger en helt central del af skolens opgave, nemlig, om eleverne ved afgangsprøverne klarer sig bedre eller dårligere, end man kunne forvente ud fra deres socioøkonomiske baggrund.
Jeg mener derfor, at diskussionen ikke bør handle om, hvorvidt CEPOS viser hele virkeligheden, men hvad vi gør ved den del af virkeligheden, som den faktisk viser.
CEPOS viser kontrast mellem Langhøjskolen og Gungehusskolen
Kontrasten mellem Langhøjskolen og Gungehusskolen er tankevækkende.
På Gungehusskolen er man med rette superstolt over at ligge i toppen.
Skolelederen fortæller konkret om en målrettet indsats med faglig vejledning, terminsprøver, feedback og hjælp til elever, der oplever eksamensangst.
Skolen har arbejdet systematisk med den faglige opgave, og det ser ud til at have båret frugt.
Herfra skal også lydt et kæmpe tillykke med den flotte placering – GODT GÅET GUNGEHUS!
LÆS OGSÅ: Lærere på Gungehusskolen: Sådan hævede vi karaktererne
Positivt, at Langhøjskolen handler
På Langhøjskolen er situationen en anden. Men der er vigtigt at understrege, at den nye leder først tiltrådte i februar 2026, og at hun naturligvis ikke gøres ansvarlig for de resultater, der indgår i opgørelserne.
Tværtimod synes jeg at det er det positivt, at den nye ledelse tager resultatet alvorligt og allerede har iværksat faglige indsatser.
Der arbejdes blandt andet med tolærertimer, arbejdsro, stabilitet, data og et stærkere forældresamarbejde. Det smager lidt af Gungehus-inspiration.
LÆS OGSÅ: Langhøjskolen i bund i Hvidovre: ”CEPOS indfanger ikke hele virkeligheden”
Også godt, men måske lidt sen reaktion, på noget der har været åbenlyst i flere år.
Langhøj er altså begyndt at handle. Nu skal politikerne følge efter.
Nu skal politikerne træde i karakter
Når Langhøjskolen ligger sidst både det seneste år og over en treårig periode, er det også et wake-up-call til politikerne.
Analysen fortæller ikke hvorfor, men den viser, at udviklingen skal vendes.
Nu skal politikerne træde i karakter og overveje, om fordelingsmodellen fra 2024 giver skolen de rette muligheder for at lykkes med de nye faglige indsatser, uden at pengene skal findes på andre pressede områder af skolen.
At justere en politisk beslutning er ikke et nederlag, men ansvarlighed. Derfor bør formanden for Børne- og Uddannelsesudvalget tage initiativ nu, så ambitionen om EN GOD SKOLE FOR ALLE også bliver til virkelighed på Langhøjskolen.
Målet er ikke, at alle skoler skal være ens.
Målet er, at alle børn møder en skole med ambitionerne og mulighederne for at løfte dem så langt, som de kan komme.
Jesper Hjelm, formand for Det Konservative Folkeparti i Hvidovre
LÆS OGSÅ et opfølgende debatindlæg: Et opråb til Avedøre Skoles forældre og børn






