Et opråb til Avedøre Skoles forældre og børn

DEBATINDLÆG: Elever på Avedøre Skole har i årevis præsteret under niveau. Det bør vi tale meget mere om, skriver Jesper Hjelm (K), der vil have forældrene med i debatten.

Jesper Hjelm
Vi skal ikke stiltiende acceptere, at børn på Avedøre Skole har dårligere adgang til de relevante lærerkompetencer end børn på andre skoler i kommunen, skriver Jesper Hjelm (K).

Nu ligger det ikke naturligt til en konservativ at opfordre til oprør. Men når skoler i Hvidovre placerer sig i den tunge ende af de faglige opgørelser, går jeg gerne lidt ud af karakter.

Langhøjskolen har med den seneste placering i den nyeste analyse fra CEPOS med rette fået stor opmærksomhed.

Men længere oppe på listen finder vi en anden skole, der også bør give anledning til bekymring, Avedøre Skole.

Avedøre Skole har ligget under niveau i flere år

Gennem de seneste tre skoleår har Avedøre Skole haft undervisningseffekter på henholdsvis minus 0,5, 0,0 og minus 0,2.

Det giver et gennemsnit på minus 0,23 karakterpoint og en gennemsnitlig landsplacering omkring nummer 925 ud af ca. 1.400 skoler i Danmark.

Det betyder, at elevernes afgangsresultater over perioden samlet har ligget 0,23 karakterpoint under det niveau, man kunne forvente ud fra deres socioøkonomiske baggrund. Det vil sige blandt andet forældrenes uddannelse og indkomstgrundlag.

CEPOS sammenligner ikke bare skolernes karaktergennemsnit.

Analysen tager allerede højde for forskelle i elevernes baggrund. Et negativt resultat kan derfor ikke alene forklares med, at skolen har et mere blandet elevgrundlag end andre skoler i Hvidovre.

Mange forhold har betydning for, hvor godt en skole formår at løfte sine elever. Men skolen har i gennemsnit, hen over de tre sidste år, ligget under det forventede niveau. Netop det, mener jeg, bør føre til debat og handling.

Det undrer mig derfor, at vi ikke hører mere fra eller om Avedøre Skole i den offentlige debat.

LÆS OGSÅ: Gungehusskolen er den bedste skole i Hvidovre til at løfte eleverne

De rette kompetencer i klasselokalet

CEPOS-resultaterne står ikke alene.

På Avedøre Skole er kompetencedækningen i skoleåret 2025/2026 opgjort til 73,3 procent. Gennemsnittet er 83,5 procent i Hvidovre Kommune og 85,8 procent på landsplan.

Kompetencedækningen viser, hvor stor en del af undervisningen der varetages af lærere med kompetence i det fag, de underviser i.

Forskellen springer derfor i øjnene og blandt andre Steen Ørskov har kommenteret på netop det emne i kommunalbestyrelsens spørgetid for cirka et år siden.

Jeg mener ikke, at vi stiltiende skal acceptere, at børn på Avedøre Skole har dårligere adgang til de relevante lærerkompetencer end børn på andre skoler i kommunen og landet. Og slet ikke, når CEPOS viser, at der NETOP på Avedøre skal sættes ekstra ind.


Avedøre Skole fik færre penge i 2024

Penge er ikke alt, heller ikke i folkeskolen.

Ledelse, faglig kultur, stabile medarbejdere og gode faciliteter har også stor betydning. Men økonomien og adgangen til de rette kompetencer er en del af de rammer, skolen skal lykkes indenfor.

I 2024 viste beregningen af den nye tildelingsmodel, at Avedøre Skole stod til en mindre økonomisk reduktion. Det undrer mig, når vi dengang og nu ser, at skolen over flere år har haft svært ved at løfte eleverne til det forventede faglige niveau.

Det beviser ikke, at økonomien er årsagen til skolens placering. Men det gør det relevant at spørge, om skolen i dag har de rette rammer til at løfte eleverne bedre.

LÆS OGSÅ: En folkeskole for alle kræver ægte prioriteringer – ikke politisk spin

Forældrenes erfaringer skal frem

Avedøre Skole gør ikke altid et stort nummer af sig i den offentlige debat. Så hermed en opfordring til netop det!

Forældrenes erfaringer er vigtige i debatten. For hvis tallene og økonomien skyder helt ved siden af, er er der jo reelt ingen sag at følge op på. Men jeg har en tydelig fornemmelse (og hører fra de forældre jeg taler med), at tingene desværre hænger anderledes sammen.

Jeg bakker gerne op, hvis skolens forældre ønsker at rejse debatten. Ikke for at politikere skal blande sig i dagligdagen på skolen, men fordi jeg mener at der skal tages ansvar for at sikre rammer, der gør det muligt at tiltrække og fastholde de nødvendige kompetencer.


Vi skal løfte hele Hvidovre

Hvis vi vil løfte Hvidovre som by (og det vil vi 😊), nytter det ikke, at flere af vores folkeskoler placerer sig langt nede i analyser af deres evne til at løfte eleverne.

Vi skal glæde os over de skoler, der lykkes. Men den politiske opmærksomhed skal være mindst lige så stor der, hvor resultaterne giver anledning til bekymring. Det er rettidig omhu.

Avedøre Skole må ikke blive glemt, fordi skolen ikke står med den største overskrift. Eleverne har samme ret til høje forventninger, relevante lærerkompetencer og en skole, der kan løfte dem så langt, som de kan komme.

Det er, hvad EN SKOLE FOR ALLE betyder for mig.

Jesper Hjelm, formand for Det Konservative Folkeparti i Hvidovre

LÆS OGSÅ: CEPOS viser ikke alt – men opgørelsen viser nok til, at vi skal handle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her