Classique Sweets Studio: Ny butik åbner i Hvidovre med kager til ”livets særlige øjeblikke”

Snart kan du bestille smukke, håndlavede kager fra et nyt kageatelier på Hvidovrevej

Classique Sweets Studio
Hawra Ibrahim åbner Classique Sweets Studio søndag 25. oktober i de lokaler, hvor Crazy Softice og Rådhus Chokolade tidligere har holdt til. (Foto: HvidovreNyt)

Mens der i mange byer i Danmark bliver talt om butiksdød, lader det til, at eventyrlystne iværksættere har stor appetit på at prøve lykken i Hvidovre.

Som du har kunnet læse hos HvidovreNyt, holder Susets Madhus åbningsfest på Havnen de næste dage.

Men weekenden kommer faktisk til at byde på endnu en åbning.

Søndag slår Classique Sweets Studio nemlig dørene op til velpyntede lækkerier til søde ganer i lokalerne på Hvidovrevej 282, hvor Crazy Softice tidligere holdt til.

Classique Sweets Studio laver håndlavede kager 

Classique Sweets Studio er i bund og grund en kagebutik. Men den er ikke, som du kender det fra en klassisk bager.

– Det er mit eget kageatelier, hvor jeg laver håndlavede kager på bestilling til livets særlige øjeblikke, lyder det fra ejeren, Hawra Ibrahim.

Hawra laver med egne ord alt fra mindre bento cakes til større fest- og bryllupskager.

Hendes kagefilosofi er, at en kage ikke bare er noget, man serverer.

– Den er ofte en del af en særlig begivenhed og et minde, man deler med andre. Derfor lægger jeg stor vægt på detaljerne og på at skabe noget personligt, der passer til den enkelte kundes ønsker, fortæller hun.

Du kan få et indtryk af Hawra Ibrahims kreationer ved at hoppe ind på hendes Instagram-profil og se nogle af de mange billeder af flotte kager. 

Vil skabe et lille univers i Hvidovre

Som du måske får indtryk af på den virtuelle rundtur, kan du ikke bare komme ind fra gaden og få en kop kaffe og en napoleonshat eller uden videre købe en kage med hjem.

Du skal lige nu bestille kagen i forvejen gennem profilen på Instagram. Senere kommer en hjemmeside til, hvor du lægger din bestilling.

Kagen bliver så lavet i studioet, hvor du kan hente den.

Hawra Ibrahim med kage
Hawra Ibrahim har udviklet sig til at være så habil en kagebager, at man kunne tænke, hun var klar til Den Store Bagedyst. Men den må man ikke være med i, når man er professionel – desværre: “Det kunne ellers være meget fedt!” (Foto: Classique Sweets Studio)

Der vil til gengæld komme mange andre muligheder for at komme forbi og se på kageatelieret.

Hawra vil blandt andet lave kreative og hyggelige workshops, hvor gæsterne selv kan prøve kræfter med at lave flotte kager.

– Jeg ønsker også at skabe forskellige events, hvor man kan møde nye mennesker, være kreativ og få en oplevelse med hjem – ikke kun en kage.

– For mig handler det om at skabe mere end et sted, hvor der bliver lavet kager. Jeg vil gerne opbygge et lille univers i Hvidovre med plads til kreativitet, fællesskab og gode oplevelser, siger Hawra Ibrahim til HvidovreNyt.

Gik “all in” efter sin første fødselsdagskage

Hawra Ibrahim startede faktisk sin kagerejse så sent som for halvandet års tid siden.

Hun var gået på barsel i sit hjem i Hvidovre, da hun skulle bage en kage til sin mands fødselsdag. Hun blev så grebet af processen, at hun fortsatte med at lave kager efter fødselsdagen.

Hawra lagde fotos op på Instagram, først af sine ”øvekager”, siden af flottere resultater.

– Jeg er meget målrettet, og når jeg først beslutter mig for at lære noget, går jeg all in, fortæller hun.

Artiklen fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Hawra fik flere og flere følgere og med dem både forespørgsler og bestillinger.

– Pludselig tog det fart, og det, der startede som en hobby under min barsel, udviklede sig til en virksomhed med kunder, der bestiller kager til fødselsdage, bryllupper og andre særlige begivenheder.

– Det har været en fantastisk rejse, og det er både spændende og lidt overvældende nu at kunne tage næste skridt og åbne mit eget studio, siger Hawra Ibrahim.

Hawra Ibrahim
Hawra får mange henvendelser fra folk, der gerne selv vil lære at bage og dekorere kager, ligesom hun selv gør i køkkenet i Classique Sweets Studio. “Det er faktisk en stor del af grunden til, at jeg fik idéen til at afholde workshops,” fortæller hun. (Foto: HvidovreNyt)

Vind stor kage til åbningsfest søndag 25. oktober

Da lokalerne blev ledige tidligere på året, gav det næsten sig selv, at Hawra måtte rykke ind. Hun kan lide stedets historie med både Crazy Softice og Rådhus Chokolade.

De færreste er klar over, at stedets søde historie faktisk går helt tilbage til 1948. Det kan du læse om i en anden artikel.

Men lokalerne er også ”perfekte” for Hawra, fordi hun nu kan arbejde tættere på hjemmet, hvor hun bor med sin mand og to små drenge.

Søndag 25. oktober kan du kigge forbi og selv opleve dem lyserøde butik, når Hawra holder åbningsfest.

– Det glæder jeg mig utrolig meget til.

– Jeg kommer til at præsentere et udvalg af mine søde kreationer, blandt andet cupcakes, cake pops og cookies, så gæsterne kan få et indblik i det univers, jeg har bygget op omkring Classique Sweets Studio, siger hun.

Du kan også deltage i en konkurrence, hvor man kan vinde en kage til 15 personer. Og selvfølgelig bestille en kage, hvis det skulle friste.

Åbningsfesten starter kl. 14 og slutter kl. 16.

LÆS OGSÅ: Er Hvidovre ved at blive det nye Valby?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt