Idrætsvisionen foldes ud skridt for skridt

DEBATINDLÆG: Her giver borgmester Anders Wolf Andresen (SF) sit syn på Hvidovre Kommunes store plan for nye idrætsfaciliteter i byen til 300 millioner kroner. Læs, hvad der kan ske og hvornår.

Anders Wolf Andresen (SF), borgmester i Hvidovre
Vi arbejder både med en Plan A og en Plan B for flere haller, flere baner og færre ventelister, så endnu flere kan være en del af fællesskabet, skriver Anders Wolf Andresen om idrætsvisionen. (Foto: HvidovreNyt)

Kommunalbestyrelsen har vedtaget en ambitiøs idrætsvision og afsat hele 300 millioner kroner til nye faciliteter over de næste fem år.

Der planlægges tre nye idrætshaller ved Risbjerg, Langhøj og Præstemosen – og arbejdet med lokalplanen for hallen ved Risbjerg er allerede i gang.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Idrætsvisionen er de mest ambitiøse idrætsplaner i Hvidovre nogensinde

Med Idrætsvisionen, som et flertal i Kommunalbestyrelsen besluttede for godt et år siden, er der også et nyt atletikstadion, indendørshal til atletik og flere kunstgræsbaner til breddefodbolden på vej. 

Samtidig øger vi næste år kommunens budget til vedligehold af bygninger med 22,5 millioner kroner, så vores eksisterende faciliteter også får et løft.

LÆS OGSÅ: Hvidovres idrætsfaciliteter får bundplacering i landsdækkende undersøgelse

Aldrig før har Hvidovre haft så store og konkrete planer for idrætten.

Vi vil have flere haller, flere baner og færre ventelister – så endnu flere kan være en del af fællesskabet.

Faciliteter og områder skal forbedres især tre steder i Hvidovre

Idrætsvisionen skal føre til en markant forbedring af forholdene for vores bredde- og eliteidræt og Hvidovres foreningsliv i fremtiden.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Det er en ambitiøs vision, som vi i den brede forligskreds af partier og i kommunens administration er gået i gang med at arbejde med – sammen med idræts- og foreningslivet.

Visionen fokuserer først og fremmest på omdannelse og forbedringer af faciliteter og områder ved boldbanerne ved Langhøjskolen, Strandmarkens Fritidscenter og Hvidovre Stadion.

Mange hensyn at balancere

Vi ønsker, at Hvidovres atleter skal have gode forhold og mulighed for at holde stævner med deltagere fra ind- og udland; at spillere i alle aldre fra Friheden Boldklub får nye gode forhold, hvis og når dele Strandmarkens Fritidscenter og området omkring bliver omdannet til et atletikstadion.

Alle kommunale kroner går til faciliteter til breddeidræt. Et moderne fodboldstadion til superliga skal finansieres af private midler.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Det er et stort puslespil, der skal lægges.

Der er mange indbyrdes afhængigheder og mange forskellige aktører, brugere, interesser og hensyn, der skal gå op i en højere enhed.

Der er også flere forhold, som endnu er uafklarede i forhold til, hvad vi som kommune og foreninger egentlig MÅ i forhold til de regler og rammer, lovgivningen sætter.

Debatindlægget fortsætter under denne boks, hvor du kan tilmelde dig HvidovreNyts gratis nyhedsbrev:

Idrætsvisionen har lige nu en Plan A og Plan B

Idrætsvisionen må foldes ud skridt for skridt.

Det er nødvendigt, for det er en omfattende plan, som skal forbedre mulighederne for mange foreninger.

Og som alle ved, er Hvidovre tæt bebygget, og der ligger mange restriktioner som følge af bl.a. lovgivning og fredninger.

Så vi arbejder både med en Plan A og en Plan B på samme tid.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Konkrete overvejelser i Plan A og B

Med Plan A får vi kunstgræsbaner ved Langhøjskolen, hvor der i dag er græsbaner. Men det er ikke sikkert, at vi må sætte banelys op, på grund af reglerne om kystbeskyttelse.

Plan B er derfor at placere en kunstgræsbane et andet sted, fx ved Frihedens Idrætscenter.

På samme måde er Plan A et nyt atletikstadion ved Strandmarkens Fritidscenter – fx i kombination med en bypark, som rigtig mange kan få glæde af.

Men gravhøjen Simonshøj er et kulturarvsminde, og der er bestemte regler for, hvordan arealet omkring højen må bruges.

Vi har dog en god dialog med Slots- og Kulturstyrelsen om mulighederne. Så vi tror på, at en Plan B her ikke bliver nødvendig.

LÆS OGSÅTre mærkesager fra hvert parti til kommunalvalget i Hvidovre

Flere scenarier for Strandmarkens Fritidscenter

Helt konkret skal der også udarbejdes et projekt for omdannelse af Strandmarkens Fritidscenter i sig selv.

Kommunens administration er netop i gang med analyse af potentialet i at genbruge hele eller dele af bygningerne – både af hensyn til klima og lokalhistorie.

I løbet af 2026 vil nogle forskellige scenarier for genbrug af mursten eller hele bygningsdele i Strandmarkens Fritidscenter blive fremlagt til politisk behandling.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Sideløbende skal der udarbejdes en plan for, hvor de mange forskellige brugere af Strandmarkens Fritidscenter skal udfolde deres aktiviteter i fremtiden og i den periode, hvor der skal bygges og ombygges.

Atletikstadion kræver ingen betaling til København – plejehjem gør

Den grund, som Strandmarkens Fritidscenter ligger på, er omfattet af hjemfaldspligt til Københavns Kommune.

Det betyder, at Hvidovre Kommune vil skulle betale penge til København, hvis vi ændrer anvendelsen af grunden til andet end undervisning, kultur- og fritidsformål.

Hvis man vil bygge fx et plejehjem på grunden, vil vi skulle købe grunden fri fra København for et større millionbeløb.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Vi har bekræftelse fra København på, at nyt atletikstadion mv. ikke kræver betaling til dem.

Mange spændende tanker om Hvidovre Stadion

I forhold til Hvidovre Stadion er der også forskellige undersøgelser og analyser i gang.

Tanken er, at en udvidelse af stadion samtidig giver anledning til byudvikling i området.

I den forbindelse er der både trafikale forhold, økonomi, kommende organisering af byggeri og drift af bygninger osv., som skal afklares.

Konkret har vi været i gang med at udarbejde såkaldte volumenstudier. De viser eksempler på, hvordan der kan budvikles, samt hvilke indtægter det kan give til det samlede projekt.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

HIF har nogle spændende tanker; vi politikere gør os også tanker; naboerne til stadion gør sig også tanker. Og derfor er fremtidens stadion-område også noget, alle parter skal tale mere med hinanden om over de kommende år.

Jeg har lovet, at naboerne til stadion er nogen af de første, der bliver inddraget, når vi har nogle konkrete muligheder at vise.

Det løfte holder jeg.

LÆS OGSÅ: Stop risikabel idrætsvision i Hvidovre – gør plads til foreninger, fornuft og faglig viden

140 millioner og første konkrete skridt i 2026

Vi har i Kommunalbestyrelsen sat 140 millioner kroner af til at realisere denne fase af idrætsvisionen frem til 2030-2031.

Vi er i gang med det indledende afsøgende arbejde, hvor vi i juni også har holdt et godt møde med en række foreninger.

Annonce (artiklen fortsætter under annoncen)

Vores håb er, at vi i starten af det nye år, har fået så meget viden og afklaring, at vi kan tage beslutninger om de første konkrete skridt til at gå i gang med at realisere visionen.

Foreninger, borgere, erhvervsliv og kommunale aktører vil fortsat blive inddraget i arbejdet. For det er kun i fællesskab, at vi kan gøre visionen til virkelighed.

Af borgmester Anders Wolf Andresen (SF)

LÆS OGSÅ modsvar fra Socialdemokratiet: Få fakta på bordet om idrætsvisionen

Del artiklen:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Tilmeld dig det gratis nyhedsbrev fra HvidovreNyt